De danske anmeldelser af 'Harry Potter 7 - del 2'

I dag får den sidste film i sagaen om Harry Potter premiere, Harry Potter 7 – del 2.
De internationale anmeldere var ellevilde med filmen, men hvad siger de danske?
Berlingske: 5 stjerner
Jacob Wendt Jensen kalder filmen en forrygende finale, der er mere tro mod bøgerne end de midterste film i serien og som med garanti vil fange fans og tilmed røre dem.
”.. optrin, som den med dragen under banken og Voldemorts angreb på Hogwarts, [vil] få publikummet til at spærre øjnene op. Størrelsen på ildkugler og mængden af statister er næsten på et niveau, som vi kender det fra 'Ringenes Herre'... [Potter-fans] vil alle med anmeldergaranti beundre seriens finale..."
BT: 5 stjerner
Birgitte Grue er ligeledes begejstret.
”De (Radcliffe, Watson og Grint) er vokset med opgaven og giver deres bedste præstationer her, i denne film, der i starten er noget lang i spyttet, men så folder sig ud som spændende, dramatisk og visuelt stærk. Den er bedre end bogen!"
Jyllands Posten: 5 stjerner
Jakob Levinsen er ikke synderligt imponeret over 3D-effekterne, men til gengæld roser han instruktøren for endelig at fange balancen mellem magisk stemning, energisk action og alle de mægtige spørgsmål i Joanna K. Rowlings univers.
”Modsat tidligere går det nogenlunde smertefrit og flydende, endda uden at der er trimmet særlig meget af bogforlægget. Allervigtigst er det tillige lykkedes for David Yates og seriens så godt som faste manuskriptforfatter Steve Kloves at få udfoldet de store, ofte ikke så lidt kristent farvede temaer om de dødes opstandelse, drømmen om evigt liv, vejen fra barn til voksen og kærlighedens magt.”
Politiken: 4 stjerner
Sophie Engberg Sonne er imponeret over skuespillerne og mener, at sagaens sidste kapitel leverer al den action, man havde håbet på. Hun er forstående overfor, at afslutningens fokus ikke ligger på de humoristiske momenter, men savner dog stemningen fra Hogwarts-dagene.
”Skønt den er den korteste af filmene og blot baseret på en halv roman, er der bjerge af brikker, som skal falde på plads, og selv om ingen film skulle være nødt til at bære et forventningspres som det, der påhviler ’Harry Potter og dødsregalierne 2’, tror jeg nu, at selv de mest hengivne fans vil være godt tilfredse med Harrys filmiske endeligt.”
Ekstra Bladet: 3 stjerner
Kirstine Krefeld mener, filmen minder for meget om ’Ringenes Herre’, at man skulle være stoppet mens legen var god, og ender med at kalde ’Harry Potter 7’ for lidt fesen:
”Det har ikke tidligere været påfaldende i forhold til plottet, at der er hugget en hæl og klippet en tå i forhold til bøgerne, men denne gang gav det sig udslag i nogle lidt grove overgange mellem enkelte scener. Helt så sømløs som de forrige film er ’Harry Potter og Dødsregalierne - del 2’ altså heller ikke, og den menneskelige dybde og de svære valg, Harry skal træffe undervejs her, rammer på en eller anden måde ved siden af hjertet og tårekanalen. Desværre.”