'Deadpool & Wolverine' fik INGEN regler eller restriktioner fra Disney

Marvel-filmen kommer endelig i biografen
Deadpool & Wolverine
(© Deadpool & Wolverine / Walt Disney Pictures)

Den længe ventede Deadpool & Wolverine rammer endelig biografen i denne uge som årets eneste superheltefilm fra Marvel.

Antihelten Deadpool slår pjalterne sammen med den dyriske Wolverine i actionbraget, der markerer den første Deadpool-film i Marvels cinematiske univers - hvilket også betyder, at filmgiganten Disney nu også er involveret.

Men ifølge filmens producer, Wendy Jacobson, har Disneys ikke haft nogen regler eller restriktioner til den biografaktuelle superheltefilm. Det fortæller Jacobson, da Disney inviterede os til London for en snak med Deadpool & Wolverine-produceren.

- Absolut ikke. Så snart vi blev enige om at lave en Deadpool-film, var alle med på at lave en autentisk Deadpool-film, fortæller Jacobson.

- Det var sjovt at se alle online være bekymrede for, at vi ville "disneyficere" filmen. Men så længe Ryan Reynolds er involveret, så skal man virkelig ikke bekymre sig.

Se hele vores interview med Wendy Jacobson nederst.

'Deadpool & Wolverine' følger igen Wade Wilson, der denne gang må kæmpe for sin hjemverdens overlevelse. Wolverine er den eneste, der kan hjælpe ham, men mutanten med kløerne er langt fra ivrig efter at samarbejde med den flabede antihelt.

Fans får nu endelig deres ønske opfyldt om at se Deadpool og Wolverine forenet på det store lærred i en film, der forbliver tro mod Deadpools respektløse ånd og åbner døre til spændende nye fortællinger i det ekspansive MCU-landskab. 

Filmen er instrueret af Shawn Levy, som tidligere har instrueret Ryan Reynolds i filmene Free Guy og The Adam Project

'Deadpool & Wolverine' kan ses i biografen fra den 24. juli. Find dine billetter her på kino.dk.

Køb billetter