Dem skal du holde øje med: Debuterende instruktører i dansk film 2025

Der venter en alsidig række af film i biografen
Herkules falder
(© Scanbox Entertainment / Herkules falder)

Kigger vi ind i filmåret 2025, venter der vanen tro mange spændende film fra hele verden i biografen. Her fra landet kan vi også se frem til et bredt udvalg af biograffilm.

Læs bl.a. også om rækken af danske film, du kan glæde dig til i biografen i år.

I denne artikel kigger vi på en række instruktører, som spillefilmsdebuterer i 2025. Flere af instruktørerne har dog tidligere lavet bl.a. kortfilm, serier og dokumentarer. Vi fokuserer her på spillefilm i fiktionens verden.

OBS: Titler og premieredatoer kan ændre sig og nye film kan blive tilføjet, mens andre måske ryger af listen. Vi opdaterer løbende.

Min evige sommer
(© Min evige sommer / Jan Bastian Muñoz Marthinsen / Adomeit Film )

Min evige sommer (instruktør: Sylvia Le Fanu) - premiere den 27. februar

Instruktør Sylvia Le Fanus spillefilmsdebut 'Min evige sommer' har allerede fået en positiv medfart i udlandet ved bl.a. premieren på den prestigefyldte filmfestival San Sebastian.

Forud for sin spillefilmsdebut - som Sylvia Le Fanu har forfattet med Mads Lind Knudsen - har den 35-årige filmskaber instrueret en række kortfilm. 

Sylvia Le Fanu har en bachelorgrad i Film- og medievidenskab og er endvidere uddannet fra både den fynske filmskole 18Frames og Den Norske Filmskole.

'Min evige sommer' følger en familie, der er taget i sommerhus, men intet er som det plejer at være. For under overfladen finder man en uudtalt sorg. Familien ved nemlig, at det bliver moderens sidste sommer, da hun er uhelbredeligt syg.

Fremmed - Det første opgør
(© Scanbox)

Fremmed (instruktør: Mads Hedegaard) - premiere den 6. marts

Mads Hedegaard spillefilmsdebuterer i fiktionens verden med 'Fremmed'. Han har nemlig allerede den spillefilmslange dokumentar 'Kim Kanonarm og rejsen mod verdensrekorden' på sit CV samt et par kortfilm.

Han har bl.a. været nomineret til en Robert med sin korte dokumentarfilm 'Kraniebrud - eller 'er du ikke lidt for ung til at optegne dine erindringer?' fra 2017.

'Fremmed' er sat mere end 6.000 år tilbage i Stenalderen, hvor man følger 19-årige Aathi, der kommer til Danmark med sin familie som de første bønder i landet.

Det bliver starten på en intens fortælling om hævn og en kamp for overlevelse. For efter et voldsomt møde med en lokal jægerstamme er Aathi og hendes lillebror de eneste overlevende, der nu må kæmpe for at overleve.

Under stjernerne på himlen
(© SF)

Under stjernerne på himlen (instruktør: Kasper Gaardsøe) - premiere den 20. marts

Anders Matthesen spiller i 'Under stjernerne på himlen' den danske musiker og Melodi Grand Prix-ikon Tommy Seebach.

Tommy Seebach var en entertainer og en stor personlighed, som på sin egen skæve og mange måder unikt danske facon blev det popmusikalske samlingspunkt for en hel generation med hits som 'Disco Tango' og 'Krøller eller ej'.

Filmen er instrueret af spillefilmsdebutanten Kasper Gaardsøe, der bl.a. har kortfilm bag sig og ikke mindst en længere række af serier, som han har instrueret afsnit af. Bl.a. 'Sommer', 'Livvagterne', 'Lærkevej' og 'Dicte'.

Kasper Gaardsøe er uddannet som filminstruktør på Den Danske Filmskole fra 2001 til 2005.

Hele vejen
(© Anne Schwartz)

Hele vejen (instruktør: Jahfar Muataz) - premiere den 3. april

I 2025 kan vi også se frem til action-thrilleren 'Hele vejen', der er en intens fortælling om moral, hævn, voldens cyklus og retfærdighed. 

Filmen følger Cairo (Afshin Firouzi), en tidligere kriminel, der nu arbejder som bandeexit-medarbejder. Han begynder imidlertid en desperat jagt på sin forsvundne nevø Hamza. 

Drevet af fortidens synder og en trang til at finde Hamza, opsøger Cairo sin mørke fortid, hvilket ikke bliver uden konsekvenser.

Jahfar Muataz spillefilmsdebuterer med 'Hele vejen', som han har skrevet med Babak Vakili. Han er uddannet fra filmuddannelsen Super16 og har kortfilm som 'Kaboos', 'Det ottende sakramente' og 'Splittet' samt en række musikvideoer bag sig.

Det andet offer
(© Per Arnesen / SF Studios)

Det andet offer (instruktør: Zinnini Elkington) - premiere den 10. april

Det danske hospitalsdrama 'Det andet offer' udspiller sig på neurologisk afdeling, hvor man følger den dygtige læge Alexandra.

Snart får Alexandras valg dog fatale konsekvenser. Skylden spreder sig nu blandt alle involverede på hospitalsgangene, hvor Alexandra må tage ansvaret for sine beslutninger.

Zinnini Elkington instruerer her efter en række kortfilm og serier sin første spillefilm, hvis rolleliste byder på Özlem Saglanmak i hovedrollen samt navne som Trine Dyrholm, Mathilde Arcel, Morten Hee Andersen, Anders Matthesen, Pernille Højmark og Anders Hove m.fl.

Zinnini Elkington er desuden også skuespiller med roller i film som 'En kongelig affære' og 'I blodet' samt serier som 'Herrens veje' og 'Carmen Curlers'. Hun er uddannet fra filmuddannelsen Super16. Hun har selv beskrevet 'Det andet offer' som en meget personlig fortælling.

Sønnike
(© Angel Films / Sønnike)

Sønnike (instruktør: Jesper Quistgaard) - premieredato den 8. maj

Med filmen 'Sønnike' debuterer Jesper Quistgaard som spillefilmsinstruktør med et drama om kærlighed og familiebånd. Ja, familier er komplicerede, men for bedre eller værre er de en del af os. 

For 29-årige Lasse, der næsten er blevet fremmed for sin egen familie, resulterer en tragisk hændelse i, at han får ansvaret for sin yngre bror Vincent.

Den nye situation tvinger Lasse til at konfrontere en smertefuld hemmelighed, som har været på vej til at komme frem, og som vil forandre deres liv for altid.

Jesper Quistgaard er uddannet fra den uafhængige fynske filmuddannelse 18 Frames og har en længere række kortfilm bag sig. 

Herkules falder
(© Scanbox Entertainment / Herkules falder)

Herkules falder (instruktør: Christian Holten Bonke) - premiere den 18. september

Med bl.a. kortfilm, serier og fuldlængde dokumentarfilm bag sig træder den filmskoleuddannede instruktør og manuskriptforfatter Christian Holten Bonke ind i de danske biografer med fiktionsspillefilmen 'Herkules falder'.

Dar Salim ses i filmen som krigsveteranen Youssef, der vender hjem til Danmark, hvor han nu hjemsøges af eftervirkningerne af krigen.

Youssef kæmper med psykiske udfordringer og anstrengte familiebånd som følge af oplevelserne som udsendt soldat. I et forsøg på at forbedre sin tilstand tager han til et rehabiliteringscenter for veteraner. 

Selvom der er små fremskridt, indser Youssef dog, at det måske er umuligt at reparere de ødelagte familiebånd.

Mira
(© Martin Dam Kristensen)

Mira (instruktør: Marie Limkilde) - premieredato den 12. december

I 2025 får vi en ny dansk film for børn og teenagere, der er baseret på bøgerne af Sabine Lemire om Mira og hendes venner Naja og Luis.

I 'Mira' følger vi den 12-årige titelperson, der elsker at lave skraldefigurer med sine bedste venner. Men da Naja bliver veninde med den nye pige i klassen, føler Mira sig udenfor og begynder at tvivle på sig selv.

For at genvinde venskabet sætter Mira sig for at blive optaget i pigernes eksklusive "kærlighedsklub", men at være med i sådan en klub, når man aldrig har været forelsket, kan godt være lidt svært.

Marie Limkilde spillefilmsdebuterer med 'Mira', men har bl.a. kortfilm og serien 'Akavet' bag sig.

Nyeste film i biografen