Denzel skal redde verdenen

Instruktør-brødrene Albert og Allen Hughes lavede sidst Jack the Ripper-thrilleren ’From Hell’ (2001), og allerede her så man stort talent for de mørke og syrede universer.
Nu er det annonceret, at Denzel Washington skal spille den bærende rolle i filmen ’The Book of Eli’ og at Hughes-brødrene skal instruere.
’The Book of Eli’ handler om en apokalyptisk fremtid, hvor Amerika ligger i golde ruiner. Denzel skal spille en kriger, der kæmper for at bringe viden til befolkningen i et forsøg på at redde det smadrede samfund.
Som empireonline.com også skriver er vi mange, der godt kan se ’Mad Max’-potentiale i Hughes-brødrene, men samtidig, er det svært at forestille sig den altid så velformulerede Denzel i så sky en rolle. Frygten er selvfølgelig at filmens uundgåelige moralske undertoner vil stå med neonbogstaver, som man oplevede det i både ’The Postman’ (1997) og ’Waterworld’ (1995).