Derfor er den danske premiere på Tenet årets vigtigste filmbegivenhed

Hele verden kigger med, når filmen får premiere herhjemme
Billede
(© SF Studios)

Biografen som institution har det svært i disse COVID-19-tider. Men nu ankommer en af årets mest ventede film, Tenet, imod alle odds til Danmark den 26. august.

Find billetter til Tenet:


Af mange årsager er denne premiere en historisk vigtig begivenhed for såvel biograferne som publikum. Ja måske den vigtigste premiere i mands minde. Her på kino.dk har vi næppe før ventet så intenst på en film.

Men hvorfor er Christopher Nolans spionfilm så vital for biografmarkedet? Og hvilken rolle spiller dens danske premiere i det store biograflandskab? Lad mig forsøge at forklare.

TenetHollywood-film efterlyses!
I de lande, hvor biografmarkedet er genåbnet, har Hollywood-storfilm fra starten været en decideret mangelvare.

De danske biografer åbnede med efter omstændighederne flotte tal tilbage i juni, da film som bl.a. Little Women, Undtagelsen og Fremad hev folk tilbage i sæderne (under sikre forhold, selvfølgelig). Men så startede tørken.

De store titler, der skulle have haft verdenspremiere både her og i udlandet, blev enten udskudt til senere på året, rykket til 2021 eller decideret aflyst og smidt på streaming.

 

"Warner Bros. og Nolan har rullet ærmerne op, blottet deres muskler og er nu klar til at give biografindustrien en kærkommen blodtransfusion bestående af episk action og mystisk tidsmanipulering."

 

Heldigvis var og er der stadig masser af spændende titler på programmet, men eftersom biografsommeren traditionelt bugner med store eventfilm, har fraværet af især Hollywood-produkter været mærkbar. Som formanden for Danske Biografer, Lars Werge, udtalte til kino.dk: ”Man kan ikke tjene penge på at drive en biograf lige nu. Vi mangler de store film til at løfte os”.

Men nu kommer ’Tenet’ altså. En kæmpe spion-eventfilm fra manden bag Inception, The Dark Knight og Dunkirk

Og ‘Tenet’ kommer som kaldet fra himlen. Eller nærmere betegnet fra et modigt filmselskab og en tilsvarende instruktør. Warner Bros. og Nolan har rullet ærmerne op, blottet deres muskler og er nu klar til at give biografindustrien en kærkommen blodtransfusion bestående af episk action og mystisk tidsmanipulering.

For de åbne biografmarkeder er ’Tenet’ filmen, som for alvor skal få publikum tilbage. Igen selvfølgelig under trygge forhold, hvilket også er muligt med et program, der indeholder langt færre film end sædvanligt.

’Tenet’ har med en stærk auteur i ryggen, en populær genre og en dragende mystik mulighed for at gøre fremtiden for landets biografer mindre usikker.

Men betydningen af Tenet-premieren rækker også langt ud over Danmarks grænser.

TenetHele verden følger med
Variety har for nyligt regnet sig frem til, at Nolans film skal indtjene i omegnen af 700 mio. dollars globalt for at være profitabel, hvilket selvsagt er svært i disse tider. Alligevel er spørgsmålet om økonomisk succes ikke den største byrde, som ’Tenet’ må bære.

Premieren på ’Tenet’ er nemlig test-raketten, der skal affyres, studeres, og dermed bane vejen for genopblomstringen af biografbranchen i den nye Corona-virkelighed.

Warner Bros. sender filmen ud på de genåbnede markeder, før filmen kan åbne i mere COVID-19-ramte territorier såsom USA, der pga. krisen kun nærmer sig en halvhjertet åbning. Det er svært at være den første store film post lockdown, og risikoen for piratkopiering findes desværre. Nolan og co. har alligevel turdet være de første.

 

”Hvis ’Tenet’ ikke udkommer
eller ikke bliver en succes,
så går alle andre selskaber hjem. 
Det betyder ingen film før jul”.

 

Jo, vi har før set storfilm ankomme en uge tidligere i Danmark end i USA, men de gange var det for at skabe hype til det nationale marked. I ’Tenets’ tilfælde er den forskudte premiere sket ud af ren og skær nødvendighed. De genåbnede biografmarkeder - såsom Danmark - har et behov, der ikke kan tilsidesættes, indtil USA’s biografer gradvist genåbnes i starten af september.  

Premiere-satsningen kan i bedste fald give Hollywood blod på tanden til at turde mere. Og derfor kigger hele verden – især Hollywood – med, når ’Tenet’ åbner herhjemme.

Hvis ’Tenet’ går godt (som den dominerende film på et sultent marked), kan strategien kopieres til kommende storfilm såsom Black Widow, Pixars Soul og ja måske endda den 25. James Bond-film, No Time to Die.

Og hvis den skuffer… i værste fald kan man henvise til The Washington Post, der tilbage i maj citerede en anonym insider fra et Hollywood-studie med følgende nedslående melding: ”Hvis ’Tenet’ ikke udkommer eller ikke bliver en succes, så går alle andre selskaber hjem. Det betyder ingen film før jul”.

Selvom ovenstående udmelding er alt for pessimistisk og dramatisk, så er presset på ‘Tenet’ altså mildest talt stort. Selvom vi herhjemme har et stærkt kommende dansk repertoire i vente, og nok skal klare den, så er et resterende 2020 uden de største Hollywood-film dog ikke nemt.

TenetBiografernes redningsmand
Lige meget, hvordan det går ’Tenet’, så har især én mand taget stilling. Nemlig Christopher Nolan.

Fra hans opråb til filmelskere om at vi skal huske vores lokale biograf til hans standhaftige tiltro på biograflærredet som filmens optimale platform og de mange repremiere af hans film her under de hårde tider. Nolan har lovet fra starten, at hans nye værk ville blive en vaskeægte biografbegivenhed – og det løfte har han holdt.

Så med de ord, krydser vi på kino.dk, alt vi har, for at publikum – og verden – i trygge rammer vil tage godt imod ’Tenet’. Ikke mindst fordi, nogen "film bare skal ses i biografen!"... som en klog mand (næsten) sagde engang.

Tenet får premiere den 26/8