Derfor er Kim Bodnia udskiftet i ny sæson af stor Netflix-serie

Vesemir bliver nu spillet af en ny skuespiller
The Witcher
(© Netflix)

Den 60-årige danske skuespiller Kim Bodnia har i den populære tv-serie The Witcher portrætteret hovedpersonen Geralts lærermester Vesemir. Men i den nye sæson af Netflix-serien er det slut.

Kim Bodnia er ikke med længere, og den skotske skuespiller Peter Mullan har overtaget rollen som Vesemir. Men hvorfor er danskeren ikke længere at finde i fantasy-serien?

I et interview med RadioTimes.com fortæller en talsperson for Kim Bodnia, at skuespilleren var i færd med at færdiggøre indspilningerne af F1 med Brad Pitt. Grundet forfatterstrejken i Hollywood i 2023 var optagelserne til racerbilfilmen blevet forsinket, og idet 'F1' og 'The Witcher' blev indspillet meget forskellige steder, var det ikke muligt for Bodnia at være to steder på én gang.

Peter Mullan blev derfor hentet ind til at overtage rollen som Vesemir i sæson 4 af 'The Witcher'. Og som Slashfilm skriver, er han et fint valg, men det er også ærgerligt at se Bodnia ude af serien, idet han var en af "de bedre dele af" Netflix-produktionen. Han lagde faktisk også stemme til den animerede version af karakteren i 'The Witcher: Nightmare of the Wolf'.

Kim Bodnia er ikke den eneste skuespiller, som har forladt serien. Henry Cavill, der spillede hovedpersonen Geralt i de første tre sæsoner, er blevet udskiftet med Liam Hemsworth. Den historie har allerede været ude og er blevet dækket bredt af medierne.

'The Witcher' sæson 4 kan ses på Netflix nu.

Nyeste film i biografen