Det måtte jo komme! Gyseren Corona Zombies er allerede på vej

Nogen skal jo tjene penge på den triste situation, vi alle står i... og de første fra filmens verden, der øjner sig en makaber indtjening er filmselskabet Full Moon Features, der nu har meldt ud, at filmen 'Corona Zombies' er på vej.
Full Moon Features står også bag de lidet hyldede værker: 'Subspecies', 'Killjoy' og 'The Gingerdead Man'.
Synopsen lyder som følger: "A government asleep at the wheel! The wealthy shrugging it off! And a virus that causes its victims to get up and kill! The people they kill... get up and kill."
Selskabet har ifølge deres synopsis altså også en politisk vinkel, da der ikke bliver lagt skjul på kritik af den amerikanske stats håndtering af sagen.
Genren bliver dog næppe mere alvorlig end det, da pandemien udover at få zombierne til at slå os alle ihjel, også gør zombierne utroligt glade for toiletpapir. I hvert fald hvis man skal tro det udgivede billede.
Filmen vil højst sandsynligt allerede blive lanceret online den 10. april... og det ER ikke en aprilsnar!