Disse 5 mandlige skuespillere er fremtidens Hollywood-stjerner
De fleste vil genkende navne som Leonardo DiCaprio, Tom Cruise og Tom Hanks. Men hvem er på kurs mod at blive fremtidens næste store, mandlige Hollywood-stjerner?
Vi har taget et kig på nogle af de hotteste skuespillere lige nu, som ser ud til at være på stjernekurs.
Skuespillere som Timothée Chalamet, Austin Butler og Glen Powell vil ikke være at finde på listen, da de allerede har etableret sig som nogle tidens største navne.
Listens første skuespiller er biografaktuel netop nu, hvor han kan opleves i den anmelderroste La chimera. Find dine billetter til filmen her på kino.dk.
Josh O'Connor
Det var faktisk en dansker, der var med til at sparke karrieren i gang for Josh O’Connor. I 2014 spillede han nemlig med i The Riot Club, der er instrueret af danske Lone Scherfig. Historien bag det valg, kan du læse mere om her.
Resten af verden fik dog først for alvor øjnene op for stortalentet i dramaet Gods Own Country i 2017. Året efter fik han en BAFTA som Rising Star, mens han i 2021 vandt en Emmy for sin præstation som Prince Charles i Netflix’ yderst populære serie ’The Crown’.
I år har han igen spændt sine skuespillermuskler i tre film i de danske biografer. Challengers, hvor hans kemi med kollegaerne Mike Faist og Zendaya slår knister, Lee med Kate Winslet i hovedrollen, og den italienske La chimera.
Mike Faist
Den BAFTA-nominerede skuespiller Mike Faist startede sin skuespillerkarriere på de skrå brædder, hvor han for alvor slog igennem for sin rolle som Connor Murphy i musicalen 'Dear Evan Hansen', der efterfølgende har fået en filmatisering.
Rollen har etableret Faist som et godt bud på en kommende EGOT-vinder (Emmy, Grammy, Oscar, Tony), da han udover en Tony-nominering for sin egen præstation sikrede sig både en Grammy-sejr for Bedste musical-album og en Emmy-statuette for Bedste musical-præstation i et daytime tv-program i selskab med resten af Dear Evan Hansen-holdet.
Skuespilleren fik sin første store filmrolle i Steven Spielbergs West Side Story i 2021 og er i år dobbelt-biografaktuel med både Challengers og The Bikeriders.
Joseph Quinn
Den britiske Joseph Quinn brød for alvor i gennem i den fjerde sæson af 'Stranger Things', hvor han spiller teenage-rockeren Eddie Munson. Karakteren blev hurtigt en favorit blandt fans, og Quinns charmerende præstation etablerede ham som et navn, man absolut skal holde øje med.
Skuespilleren er netop nu biografaktuel med 'A Quiet Place: Day One', hvor han spiller overfor Oscar-vinderen Lupita Nyong'o. Især deres kemi i filmen er blevet rost, og de to gik ned ad den røbe løber til Oscar-uddelingen hånd-i-hånd på venskabelig vis tidligere i år. Dét blandet med Quinns følsomme karakter i 'Day One' bekræfter, at Quinn er en skuespiller, publikum har lyst til at heppe på.
Fremtiden ser endnu mere spændende ud for briten, der senere i år kan opleves i Gladiator 2, mens han også har fået rollen som Johnny Storm i den nye filmatisering af The Fantastic Four.
Jeremy Allen White
Hele verden fik øjnene op for Jeremy Allen White, da den første sæson af serien 'The Bear' slog publikum omkuld i 2022. White havde allerede en fanskare fra sin tid i serien 'Shameless', men med 'The Bear' blev skuespilleren for alvor sendt på stjernekurs.
Rollen som Carmy i 'The Bear' har allerede ledt til en Emmy- og hele to Golden Globe-statuetter til Jeremy Allen White, der fik sin første store filmrolle i The Iron Claw, som kunne opleves i de danske biografer sidste år.
Jeremy Allen White medvirkede tidligere i år i en Calvin Klein-reklame, der sendte internettet fuldstændig over styr og også etablerede skuespilleren som sexsymbol. White er denne sommer tilbage i sin glansrolle med tredje sæson af 'The Bear'.
Paul Mescal
Med Paul Mescal har vi endnu engang at gøre med en skuespiller, der fik sit gennembrud i en tv-serie. Denne gang er der tale om det britiske kæmpehit 'Normal People', der sendte både Mescal og Twisters-aktuelle Daisy Edgar-Jones på stjernekurs.
Mescal har bevist sig selv som en talentfuld skuespiller, der overbevisende portrætterer karakterer med dybde og ar på sjælen. Det viste han bl.a. med sin rolle i Aftersun, der sikrede skuespilleren sin første Oscar-nominering. Mescal var tilbage i de danske biografer tidligere i år, hvor han igen imponerede med sin præstation overfor Andrew Scott i All of Us Strangers.
Den irske skuespiller ser ud til at få sit helt store gennembrud senere i år, når han har hovedrollen i Ridley Scotts 'Gladiator 2'. Originalen fra 2000 var nomineret til 12 Oscars, hvor filmen vandt 5 for bl.a. Bedste mandlige hovedrolle til Russell Crowe.