Disse 8 danske film kan du glæde dig til resten af 2023

Pilou Asbæk og Mads Mikkelsen vender hjem
'Når befrielsen kommer'
(© Foto: Andreas Bastiansen / Nordisk Film)

Sommeren går på hæld. Dagene bliver kortere, og kulde, sne og mere regn venter. Heldigvis kan du søge ly i biografen, hvor der i efteråret og vinter venter flere spændende danske film - til alle aldre, temperamenter og i flere genrer.

Glæd dig til at store internationale stjerner som Mads Mikkelsen og Pilou Asbæk vender hjem, komedier, gys og nye danske stortalenter.

Herunder finder listen med resten af 2023's danske filmudbud: 

Når befrielsen kommer – 24. august

'Når befrielsen kommer' udspiller sig i tiden omkring afslutningen på 2. Verdenskrig og tiden efter og følger en forstanderfamilie, der beordres til at huse 500 tyske flygtninge. 

Ægteparret skal nu beslutte, om de skal hjælpe de mange flygtninge og dermed gå imod stemningen fra det danske folk og modstandsbevægelsen og dermed leve med risikoen for at miste alt. 

Midt i konflikten begynder deres søn at hjælpe modstandsbevægelsen, hvilket presser ægteparret yderligere. De tvinges til et tage et valg, der ligegyldigt udfaldet vil ændre deres liv for altid. 

Pilou Asbæk og Kathrine Greis-Rosenthal spiller hovedrollerne, mens Oscar-vinderen Anders Walther (Helium) instruerer. 

Idioten - 31. august

Tobias og Cille, der står på tærsklen til et nyt kapitel i deres liv sammen. Cille er gravid og Tobias har opdaget, at hans kald i livet er at blive skuespiller.

Men det unge pars optimisme udfordres af en omverden, der konstant synes at holde dem fra at udleve deres fælles drømme.

'Idioten' er et slice-of-life drama fra udkanten af Danmark. Om mennesker og i miljøer sjældent portrætteret på dansk film. Og med stærke og autentiske skuespilpræstationer, der rammer publikum med en autencitet - hårdt og præcist.

Filmen er instrueret af Kasper Rune Larsen, der i 2017 debuterede med spillefilmen Danmark.

Shabholm - 31. august

Satirekollegiet Gigis, der i 2020 stod bag antimationskomedien Blokhavn, vender tilbage i de danske biografer med filmen om Hassan, der er blevet træt af Danmark og den diskrimination, som han ofte møder. 

Han beslutter sig derfor for at rejse til solskinsøen Bornholm, der er blevet købt af en oliesheik og forvandlet til et mellemøstligt ferieparadis for udlændinge. Paradiset er dog måske for godt til at være sandt.

Munken - 21. september

Dokumentarfilmen 'Munken' handler om en anerkendt dansk HIV-forsker og familiefar, der på papiret havde det hele. Alligevel forlader han sin familie og sit højtprofilerede job for at blive buddhistisk skovmunk i Sri Lanka. 

Valget får tunge konsekvenser for familien, der står uforstående tilbage i Danmark. Et dansk dokumentaristpar tager afsted for at filme munkens levevis, men på grund af uoverensstemmelser afbrydes projektet undervejs. 

Da de en årrække senere bliver kontaktet af munkens nu voksne søn, tager historien en uventet drejning, og filmen genoptages...

'Bastarden'
(© Foto: Henrik Ohsten / Nordisk Film)

Bastarden – 5. oktober 

Mads Mikkelsen vender tilbage til dansk film med dette periodedrama, der udspiller sig i Vestjylland i 1750’erne. 

Det er Frederik 5’s største ønske at kolonisere og civilisere den jyske hede, og derfor begiver den stålsatte kaptajn Ludvig Kahlen sig afsted for at opdyrke heden. Det viser sig dog at være en større udfordring, da jorden er gold, og både ulve og lovløse hærger landet. Dertil forsøger den frygtindgydende godsejer Frederik de Schinkel at tvinge Kahlen væk. 

Da Schinkels husholderske, Ann Barbara, løber væk og søger tilflugt hos Kahlen, formes der et stærkt bånd mellem de to, og sammen tager de kampen op. 

'Bastarden' er den første dansksprogede film fra den danske instruktør Nikolaj Arcel siden den yderst succesfulde En kongelig affære. I hovedrollerne ses altså Mads Mikkelsen og Amanda Collin (En frygtelig kvinde, Fædre og mødre). 

Hygge! - 26. oktober

'Hygge!' er et komediedrama om noget af det, danskere er allerbedst til.

Filmen handler om en gruppe venner, der under et middagsselskab starter en festleg, hvori alle skal dele alt fra deres telefoner. Hemmelighederne vælter ud, og truer med at ødelægge det vigtigste af alt - hyggen! 

På rollelisten finder man bl.a. Sofie Torp, Joachim Fjeldstrup, Jesper Groth og Nicolai Jørgensen. 

Filmen er instrueret af islandske Dagur Kári, der tidligere bl.a. har stået bag Virgin Mountain

Synkefri - 30. november

Dramaet er baseret på virkelige begivenheder, der fandt sted i Hirtshals i 1981, hvor ni mænd fra en fiskekutter og redningsbåd mistede livet i et voldsomt skibsforlis.

Da myndighederne placerer ansvaret for ulykken hos styrmanden på båden, sætter hans 17-årige søn Henrik, spillet af Smuk-skuespilleren Sylvester Byder, sig for at efterforske ulykkens egentlige årsag for at rense sin fars navn.

I sin jagt på sandheden skal Henrik kæmpe mod byens fiskere, som frygter, at ulykken vil koste arbejdspladser, og mod myndighederne, der for alt i verden vil undgå en offentlig skandale. Alt imens truer sorgen med at splitte Henriks familie. 

Christian Andersen, der er instruktør på filmen, er selv fra Hirtshals, og har en personlig tilknytningen til historien. Andersen har tidligere stået bag filmen Ingen skal sove, der også udspiller sig i det nordjyske. 

Billede
(© Nordisk Film)

Nattevagten – Dæmoner går i arv – 14. december

Knapt 30 år efter handlingen i den danske gysersensation Nattevagen fra 1994 samler fortsættelsen 'Nattevagten – Dæmoner går i arv' op på trådene. 

Den nye film følger parret fra den første films datter Emma, der opsøger den psykopatiske seriemorder, Kommissær Wörmer, for at forstå, hvad der har drevet hendes mor til selvmord og gjort faren til en skygge af sig selv. Men det bliver starten på et blodigt hævntogt mod alle dem, som er årsag til Wörmers skæbne. 

Ole Bornedal står bag manuskriptet og instruerer fortsættelsen, som han også gjorde på den originale film, samt den amerikanske genindspilning fra 1997, Nightwatch

Flere af den første films hovedroller vender tilbage, herunder Nikolaj Coster-Waldau, Kim Bodnia og Ulf Pilgaard, mens nye navne bl.a. tæller Fanny Bornedal som nattevagtens datter, Paprika Steen, Sonja Richter og Alex Høgh Andersen. 

Bedre tider – 21. december

I 'Bedre tider' sætter en familie sig for at redde faderens bageri ved at lave "verdens største træstamme". 

Det sker med brødre-duoen Sebastian Jessen og Andreas Jessen i front, som sammen med Ari Alexander spiller tre søskende, der skal hjælpe deres evigt optimistiske far Vagn (spillet af Lars Brygmann) med at genrejse hans lukningstruede bageri i Nordsjælland. 

I ungdommen præsterede Vagn at lave "verdens største romkugle" - og nu er turen altså kommet til træstammen. Men i takt med, at familien kaster sig ud i dette (vanvids)projekt, dukker hemmelighederne op til overfladen. 

Bag kameraet står Milad Avaz, som tidligere, i samarbejde med sine brødre, har stået bag spillefilmene Mens vi lever og Kollision, mens han sidste år debuterede bag kameraet med thriller-serien 'Alfa'. 

Anbefalet til dig