Dronningen af romantiske komedier i 80'erne og 90'erne vender tilbage!

I den nye romantiske komedie 'What Happens Later' møder vi to personer, som tidligere har haft et forhold, og som nu igen støder ind i hinanden i lufthavnen. Willa som bliver spillet af Meg Ryan, og Bill som bliver spillet af David Duchovny. Se den første trailer nederst.
I 'What Happens Later' vil skæbnen, at lufthavnen bliver lukket på grund af snestorm, og de to er nu sneet inde. Som de to modsætninger de er, ”tvinges” de nu til at sidde og tale om fortiden, og hvad det var der gik galt mellem dem. Måske er de slet ikke så forskellige som de går og tror.
Meg Ryan har både været med til at skrive filmen, som er baseret på en bog, og instruere den. Det er ikke første gang, at den 61-årige stjerne sidder i instruktørstolen - hun har således tidligere instrueret filmen ’Ithica’.
De fleste kender nok Meg Ryan fra de populære film When Harry met Sally, eller You've got Mail, hvor hun spiller overfor Tom Hanks, og op igennem 90´erne kunne man ikke komme udenom hende, når det kom til romantiske komedier. Efter en længere årrække uden de store film og hovedrolle er hun nu endelig tilbage!
David Duchovny fik sit gennembrud i tv-serien ’The X-Files’ og har siden spillet med i mange andre film og tv-serier. Blandt andet fik han stor ros for tv-serien ’Californication’, hvor han spiller kvindebedåreren Hank Moody.
Traileren ligger op til de helt store følelser mellem de to hovedrolleindehavere, og mon ikke der nok skal blive fældet en tåre eller to.
'What Happens Later' er ikke sat til at få premiere i de danske biografer, men har premiere i USA den 13.oktober.