Dune varsler episk og smertefuld science fiction - se teaseren i biografen før Tenet!

Vi har set den
Billede
(© Warner Bros.)

Opdateret: Her er en helt ny mini-teaser før traileren ankommer den 9. september

 

Med dagens gode nyhed om, at Tenet har klaret sig igennem filmhistoriens sværeste og mest overvågede åbningsweekend med imponerende resultater – er der endnu en god nyhed på Tenet-tapetet.

Fra i dag får man ikke bare Christopher Nolans spionfilm med i billetkøbet, man får også den første teaser-trailer til en anden af årets mest ventede film, nemlig science fiction-filmen Dune.

Filmatiseringen af Frank Herberts ikoniske værk udkommer til december med Denis Villeneuve (Arrival, Blade Runner 2049) i instruktørstolen og en overrumplende rollebesætning.

Timothée Chalamet spiller hovedrollen som den unge hertug-søn Paul Atreides, der rejser til ørkenplaneten Dune, hvor hans far skal herske over den tørstende befolkning og kontrollere universets mest dyrebare produkt, krydderiet Melange.

Snart står Paul og hans familie over for ukendte farer, da deres ærkefjende Baron Harkonnen planlægger et angreb, mens planetens mystiske stammefolk peger på Paul som ”profeten”.

Vi har i dag været i biografen og se teaseren, der godt nok kun er en forsmag på den rigtige trailer, men som alligevel giver os en del at se frem til.

Her er hvad vi fik ud af teaseren:

- Endelig en værdig filmatisering
Efter flere forsøg på at filmatisere Herberts epos, ser 'Dune' ud til endelig at få den behandling, den fortjener. David Lynch stod bag makværket fra 1984. Før dette forsøgte Alejandro Jodorowsky, men forgæves. Og ingen af tv-serierne er værd at huske. Villeneuve beviste med ’Blade Runner 2049’, at han er manden, der magter den umulige opgave. Og teaseren ser helt rigtig ud.

- Timothée Chalamet bliver endnu større
Man skal bo under en sten for ikke at kende til tidens nok mest ombejlede skuespiller, den unge Call Me by Your Name-stjerne Timothée Chalamet. Længe har man peget på ham som den nye Leonardo DiCaprio, men først nu skal han bevise sit værd ved at bære en storfilm på sine skuldre. Ud fra teaseren at dømme søsættes han bestemt som hovedrollen i ’Dune’ med masser af close ups og et stærkt fokus på ham. Bliver filmen en succes, ser Chalamet ud til at blive den største filmstjerne i dette nye årti.

- Episk dog realistisk science fiction
Som vi har set det i de bedste world building-instruktørers værker - fra The Dark Knight til Star Wars: The Force Awakens, så er god science fiction ofte forankret i noget realistisk. På den måde bliver filmens verden håndgribelig, relaterbar og mere skræmmende. I teaseren er det tydeligt, at Villeneuve ikke har valgt at gå amok i skøre kreationer, men har taget en mere taktil tilgang.

 

HEAT WAVE          Timothe Chalamet and Rebecca Ferguson in Jordan. Filming in the landscape was really surreal says...- Messiaske tematikker
Teaseren giver et glimt af Paul Atreides som kriger. Måske en udvalgt. Tænk Neo fra ’The Matrix’ eller Luke Skywalker. ”Hvad vil du gøre?” spørger Charlotte Ramplings karakter ham. Og der har vi filmens store spørgsmål. Hvem er Paul Atreides, og hvad er hans mission?

- Første kig på Baron Harkonnen
Baronen er bogens sværeste karakter. Han er så kulørt, at det let kan gå galt. I Lynchs univers var han ufrivilligt komisk, men den lille forsmag, som teaseren giver på Stellan Skarsgårds version, ser mere nedtonet ud. Baronen er denne gang skaldet, og det ser ud til, at han har lånt en smule fra en anden af filmhistoriens ikoniske skurke, nemlig Oberst Kurtz (Marlon Brando) fra Apocalypse Now.

- Okkulte undertoner
Har man læst bogen er det ikke en overraskelse, at heksekunst fylder en del i ’Dune’.  De såkaldte Bene Gesserit-søstre, som Pauls egen mor tilhører, er nemlig en orden med stor magt. I teaseren får vi en forsmag på netop deres metoder samt på Charlotte Ramplings mystiske karakter.

- Mørk og smertefuld
Teaseren giver et glimt af en af bogen mest ikoniske scener, da en af Bene Gesserit-heksene tvinger Paul til at udføre en livsfarlig prøve. Udhold smerten eller dø lyder det, og teaserens store fokus herpå viser os blot, at Villeneuve ikke er bange for at give os en mørk og smertefuld filmoplevelse side om side med bombastisk action.

- Ørkenplaneten bliver bjergtagende smuk
En filmatisering af ’Dune’ uden imponerende ørkenlandskaber ville være… ja, ikke en filmatisering af ’Dune’. Ørkenplaneten Dune (på dansk Klit) er i sig selv en karakter i fortællingen, og det er i de bjergtagende sandsletter, at vi finder filmens centrale objekt, krydderiet Melange, samt de gigantiske underjordiske sandorme, som angriber ved den mindste bevægelse.

Den fulde trailer til ’Dune’ ankommer den 9. september – også i biograferne.

Dune får dansk premiere den 17. december.