Efter Batgirl-aflysning: Endnu en færdig film skrottes

Håbet er dog ikke ude for komedien
Billede
(© Warner Bros.)

Filmselskabet Warner Bros. har siden Corona-krisen sendt en række projekter direkte på lossepladsen.

Det skete først overraskende med superheltefilmen Batgirl, derefter med en efterfølger til 'Scoob!' og senest med familiefilmen 'Coyote vs ACME' med John Cena.

Den næste film, som Warner Bros. ikke ønsker kommer ud til publikum, hedder Fixed og er en animationsfilm med voksenhumor.

Den er instrueret af Genndy Tartakovsky (kendt for Hotel Transylvania-filmene og en række populære Cartoon Network-serier) og handler om en hund, der tager på et sidste eventyr, inden han skal kastreres.

Ifølge Variety sker beslutningen på baggrund af besparelser på filmstudiet.

'Fixed' lyder ellers som en morsom animeret artsfælle til komedien Doggy Style fra sidste år, hvor hunden Reggie smides på gaden af sin ondskabsfulde ejer Doug og sammen med nye hundevenner vil tage hævn.

Al håb er dog ikke ude for fans af børneforbudt underholdning om vores firbenede venner. Warner Bros. stod nemlig kun til at distribuere 'Fixed' for produktionsselskabet Sony Pictures Animation.

Nu har Sony taget rettighederne tilbage og vil forsøge at udgive filmen på en anden måde. Om det betyder, at den ender direkte på streaming eller vil få biografpremiere, vides endnu ikke.

Adam Devine, Idris Elba og Kathryn Hahn er nogle af de skuespillere, der har lånt deres stemmer til 'Fixed'.

Fixed promo
Fixed promo-billede (© Sony Pictures Animation)