Elizabeth Banks laver thriller om bjørn på kokain
Vi kender måske bedst Elizabeth Banks for komiske roller i Hunger Games- og Pitch Perfect-filmene eller i serier som 'Scrubs', '30 Rock' og 'Modern Family'.
Men den 47-årige skuespillerinde er i fuld gang med instruktørkarrieren også. Efter debuten Pitch Perfect 2 og sidste års forsøg på at genoplive Charlie's Angel, er hun nu klar til at lave sin tredje film og første thriller, der har titlen 'Cocaine Bear'.
Filmen er baseret på en virkelig hændelse fra Kentucky i 1985, hvor en lokal narkosmugler kaster over 30 kg kokain ud fra sit fly og ned i en skov. Her finder man senere en sortbjørn, der tilsyneladende er død af en narko-overdosis.
Manuskriptet er skrevet af Jimmy Warden, der sidste år forfattede Netflix-filmen The Babysitter: Killer Queen, mens makkerparret Phil Lord og Chris Miller (Spider-Man: Into the Spider-verse, 22 Jump Street) fungerer som producere på projektet, hvilket kunne antyde, at 'Cocaine Bear' måske også vil have en humoristisk vinkel.
'Cocaine Bear' forventes at starte optagelser til sommer.