En hårfin balance

’Camping’ er en ny dansk film, der produceres via et nyt tiltag i branchen. Produktionsselskabet Nimbus har nemlig lavet en aftale med TV2 om at producere fire lav budget-film uden om Det Danske Filminstitut. ’Camping’ bliver film nummer to ud af disse.
Aftalen skal fungere som et modspil til DFI’s point-støttesystem, som gør det svært at debutere. De fire film laves derfor under dogmerne, at halvdelen skal være komedier og hver produktion skal have mindst to debutanter i nøgle-funktioner. ’Camping’ lever op til dogmerne ved at være en komedie og ved at være kendetegnet af nye kreative talenter.
To navne skiller sig dog ud som gamle kendinge, nemlig de bærende rolleindehavere Mia Lyhne og Kirsten Lehfeldt. Disse var sammen med instruktøren, produceren og den tredje centrale rolleindehaver, debutanten Oliver Brandel, mødt op til en afslappet snak over frokost.
Pakkeløsning
Det er tre gamle bekendte fra Filmskolens afgang 2007, der sidder i helholdsvis manuskript-, producer- og instruktør-stolen. Produceren Anders Toft Andersen havde nemlig hørt om TV2-aftalen, og efter en kreativ hyttetur blev de tre solgt som en slags pakkeløsning på projektet.
Pudsigt nok er bekendtskabet også en faktor, når man spørger Lyhne og Lehfeldt om hvorfor, de takkede ja til de tre ukendte filmskabere. Lyhne peger på Lehfeldt som grunden: ”Vi ville arbejde sammen igen. Vi kender hinanden rigtig godt fra ’Guitaristerne’ på Mungo Park, og arbejder godt sammen”, forklarer hun. Lehfeldt er helt enig, da hun smilende tilføjer et sarkastisk: ”Vi skulle dog have spillet veninder, men nu er det blevet til, at vi spiller mor og datter – og jeg spiller selvfølgelig datteren”.

Familie på randen af et nervøst sammenbrud
Udover hinandens selskab havde fortællingen og karaktererne, som er skrevet direkte til Lyhne og Lehfeldt, stor betydning for skuespillerindernes valg: ”Det var underfundigheden, lunen og humoren, som blev forfinet og underbygget af smerten og dramaet, der tiltrak mig”, fortæller Lehfeldt.
Filmen handler om en mor (Lehfeldt) og hendes to børn, spillet af Lyhne og Brandel, der alle er mærkede, efter faderens selvmord to år tilbage. For at vende tilbage til en slags status quo beslutter de sig for at genoptage den årlige traditionelle camping-tur til Langeland.
”Alle kan vel genkende det at miste, og det gør denne familie nem at forholde sig til”, siger Lehfeldt og fortsætter: ”De forbindes af sorg. De lukker sig alle inde og løber panden mod en mur, når de afviser hinanden”.
Pres
Rollen som den depressive datter markerer en ny alvorlig rolle i Lyhnes filmkarriere, samtidig er det Lyhnes første hovedrolle, da det er hendes karakter, man oplever begivenhederne igennem: ”Det føles ikke rigtig anderledes for mig, da vi jo alle har store roller i denne film. Jeg betragter derfor ikke mig selv som havende hovedrollen”, siger Lyhne dog, når man spørger om hun har følt et nyt pres af at stå øverst på plakaten.
Instruktøren Jacob Bitsch kan fortælle mere end Lyhne når det kommer til pres, da 'Camping' er hans første rigtige job. ”Jeg føler ikke, at jeg har problemer med at komme til orde, eftersom instruktørens rolle ligger fast i produktionen. Selvfølgelig er presset større nu, hvor det er en spillefilm, men det fede er, at man ikke længere skal tigge”, lyder det fra Bitsch.

Casting på et gymnasium
Filmens fjerde centrale debutant er den unge Oliver Brandel. Casteren fandt ham på et gymnasium og instruktøren var ikke i tvivl et sekund: ”Oliver er et naturligt talent”.
Brandel virker også ganske tryg og tilfreds med sit nye studiejob, da han foruden sin tålmodige studievejleder takker de to dejlige damer ved sin side for godt selskab og for at gøre skuespilprocessen nemmere og nemmere for hver dag, der går.

Den sværeste balance
Efter at have været i ’Camping’-land et par timer, sidder vi på kino.dk med en spændt forventning til filmens endelige udtryk. Her er nemlig hverken snak om en rendyrket folke-komedie eller en Susanne Bier-tåreperser, så slutproduktet kan blive mangfoldigt.
Det at sammensmelte det tragiske og det komiske er noget af sværeste, både når det kommer til skuespil, instruktion og lancering, lyder det da også samlet fra holdet foran os. Produceren Toft Andersen indkapsler problematikken med ordene: ”Det handler om at finde en fin balance”, mens Lyhne på sin egen karismatiske facon hurtigt maner mystikken i jorden ved at konstatere: ”Det kan være filmen slet ikke bliver så sjov. Bare den bliver god”.
’Camping’ forventes at få landsdækkende premiere i sensommeren eller efteråret 2009.