Endnu en sejr for den biografiske rolle
Meryl Streep har netop vundet en Oscar for sit portræt af den tidligere britiske premiereminister Margaret Thatcher. Fortjenesten kan man ikke tage fra hende, men har man nemmere ved at vinde en Oscar, jo større ligheden er med den historiske person, man portrætterer?
Kigger man bare 10 år tilbage i rækken af Oscarvindere for Bedste skuespil, er der noget om snakken:
- Sean Penn vandt for sin præstation som Harvey Milk
- Marion Cotillard vandt for sin rolle som Edith Piaf i La Vie en Rose
- Helen Mirren lignede i uhyggelig grad Elizabeth II i The Queen
- Forest Whitaker var næsten en tro kopi af Idi Amin i The Last King of Scotland
- Philip Seymour Hoffman havde ikke så lidt tilfælles med titelfiguren i Capote
- Jamie Foxx var Ray Charles
- Charlize Theron var tæt på den originale seriemorder i Monster.
Der er selvfølgelig undtagelser. Colin Firth vandt sin Oscar uden at ligne virkelighedens George VI specielt meget i The King’s Speech, Reese Witherspoon lå et stykke fra June Carter i Walk the Line, og en falsk næse var ikke nok til at omdanne Nicole Kidman til Virginia Woolf i The Hours - i al fald ikke af udseende.
Og så er dem, der ligner på en prik uden at vinde. De er få, men tæller bl.a. Morgan Freeman i Invictus og Michelle Williams i My Week with Marylin.
Under alle omstændigheder kan det godt betale sig at spille historiske roller, hvis man vil nomineres til en Oscar. Og det er ikke en ulempe at ligne den historiske person så meget som muligt.
Bare spørg Leonardo DiCaprio. Strålende præstationer i The Aviator og J. Edgar var særdeles Oscarværdige, men lignede gjorde han ikke.