Er Cumberbatch Marvels nye superhelt?

Doctor Strange-forhandlingerne er i fuld gang
Billede
(© UIP)

I flere måneder har Benedict Cumberbatch været på tale som Marvels nyeste superhelt, Doctor Strange. Nu kan Deadline afsløre, at den populære brite er i fuld gang med de endelige forhandlinger.

Casting-processen til tegneseriefilmatiseringen har stået på siden juni. Først blev Cumberbatch, Jared Leto og Tom Hardy udpeget som favoritterne. Så fik Joaquin Phoenix rollen, men han sprang fra i sidste øjeblik, og nu er superhelteselskabet gået tilbage til udgangspunktet.

Star Trek-skuespilleren virker til at være det oplagte valg. Han har højden, den skuespilmæssige drøjde og han er samtidig ekspert i excentriske karakterer.

'Doctor Strange' blev skabt af Stan Lee og Steve Ditko i 1963 og handler om den selvcentrerede kirurg, Stephen Strange, der mister sin professionelle kompetence i et biluheld og derefter rejser til Himalayabjergene for at blive healet af vismanden "The Ancient One". Strange får her adgang til kraftfulde magiske evner og bliver universets ypperste troldmand (The Sorcerer Supreme).

Opgaven som den underlige doktor indebærer bl.a. at forsvare Jorden mod angreb fra overnaturlige væsener som Dormmammu og Nightmare, men også mod ærkerivalen Baron Mordo og selveste Dracula.

Scott Derrickson (Sinister) skal instruere den første Doctor Strange-film, der uden tvivl bliver den første i en franchise, som kobles sammen med resten af Marvel-universet.

Cumberbatch er næste gang aktuel som ulv i Pingvinerne fra Madagascar, som drage i Hobbitten: Femhæreslaget og sidst som geniet Alan Turing i The Imitation Game.

Doctor Strange forventes at få premiere den 8. juli 2016.

Doctor Strange ©MarvelDoctor Strange ©Marvel