Er det tid til en dansk James Bond?

En dansker som selveste James Bond? Det lyder som et urealistisk scenarie, men måske alligevel ikke totalt usandsynligt.
Danske Claes Bang har nemlig efter sin pragtpræstation i den svenske Guldpalme-vinder The Square fået en del opmærksomhed.
Skuespilleren, som vi oftest har set i bi-roller eller på teateret, er for alvor trådt ind på den store scene - og med sit skarpe ydre er han bl.a. blevet sammenlignet med 007-veteranen Pierce Brosnan.
Se også: Jennifer Lawrence giver den som kvindelig Bond
Efter Cannes er en "Bang for Bond"-kampagne sågar blevet startet af kræfter, der mener, at den 50-årige dansker er den rette mand til agent-tjansen.
Senest blev skuespilleren konfronteret med rygterne i et interview med det britiske magasin QG, men Claes Bang synes stadig at holde benene på jorden:
- Daniel Craig har vist lige skrevet under på en ny film. Jeg synes, det er virkelig sjovt, men jeg er måske for gammel, alt taget i betragtning. Jeg kan godt nøjes med mindre og stadig være glad.
Claes Bang kan opleves i filmen, som har startet det hele, The Square, i biografen fra 23. november.