Er Johnny Depps karriere ovre? Vi kigger på hans rejse fra pretty boy til franchise-galning

Husk at stemme på din favorit nederst i nyheden!

Edward Saksehånd
Edward Saksehånd (1990) Instruktør: Tim Burton
En videnskabsmand (Vincent Price) skaber menneskedrengen Edward, men dør før tid og efterlader ham med sakse i stedet for hænder. Gennembrudsrollen som 90ernes svar på Frankensteins monster er en af filmhistoriens mest elskværdige karakterer. Rollen er samtidig et perfekt eksempel på Depps bevidste fravalg af de traditionelle førsteelskerroller, og lancerede et langt og frugtbart samarbejde med Tim Burton.
Gilbert Grape
Hva’ så Gilbert Grape? (1993) Instruktør: Lasse Hallström
Livet er ikke nemt for købmandsekspedienten Gilbert Grape, der vokser op i en lille by med en udviklingshæmmet lillebror og en mor, der vejer mere end køleskabet og sofaen tilsammen. En meget ung Leonardo DiCaprio stjal måske opmærksomheden med en Oscar-nominering, men uden Depps menneskelige Gilbert ville filmen være det rene freak show.
Ed Wood
Ed Wood (1994) Instruktør: Tim Burton
På tredjepladsen finder vi endnu en Burton-film og endnu en excentrisk titelrolle som Ed Wood, der ofte kaldes for verdens dårligste filminstruktør pga. makværket ’Plan 9 from Outer Space’ (1958). Depp er hoppet i cashmere-dametøj, har smurt pomade i håret og formår at tage Woods mange nederlag med et manisk smil og håbet i behold. Dejligt sentimentalt portræt af en passioneret galning.
William Blake
Dead Man (1995) Instruktør: Jim Jarmusch
Man kan ikke ignorere, at Depp er født med et gudbenådet ansigt og en coolness-faktor from the old days… derfor udgør kombinationen af Jim Jarmusch’ sort/hvide æstetik og western-genrens fåmælte principper et perfekt skue i ’Dead Man’ - en film næsten uden ord. Depp er bogholderen William Blake, der pludseligt er på flugt som en gemen morder i det vilde vesten.
Donnie Brasco
Donnie Brasco (1997) Instruktør: Mike Newell
“Forget about it!” Citatet stammer fra dette autentiske portræt af en FBI-agent, der går undercover hos mafiaen for langsomt at miste kontakten til sit virkelige liv. Depps portræt af Joseph ”Donnie Brasco” Pistone udmærker sig ved at høre blandt hans mest underspillede figurer og giver selveste Al Pacino kamp til stregen. Depp mødtes med den ægte New York-mafia som research til rollen. 
Raoul Duke
Fear and Loathing in Las Vegas (1998) Instruktør: Terry Gilliam
Selv Johnny Depp er ikke attraktiv med isse, store briller, Hawaii-skjorte og svedig overlæbe, når Gonzo-journalistikkens opfinder speeder og famler sig igennem en rus fuld af våben, skøre mexicanere og kæmpe flagermus. Rollen som Hunter S. Thompsons alter ego er blot én af mange excentriske præstationer på Depps cv, men ikke desto mindre er resultatet hylende morsomt.
Ichabod Crane
Sleepy Hollow (1999) Instruktør: Tim Burton
Et gotisk gys med masser af tongue in cheek og dirigeret af Tim Burton. Depp er i sit rette element som den innovative politibetjent Ichabod Crane, der i opklaringen af en række grumme mord må erkende, at den hovedløse rytter er mere end blot en myte. Depp tilfører et kujonagtigt twist til en rolle, der nemt kunne være blevet til endnu en Sherlock Holmes-kopi.
Jack Sparrow
Pirates of the Caribbean: Den sorte forbandelse (2003) Instruktør: Gore Verbinski
Med eyeliner og rodet manke er kaptajn Sparrow en slags Disney-version af Keith Richards. Rollen sikrede Depp karrierens første Oscar-nominering og forvandlede den ellers skæve skuespiller til mainstream folkeeje. Faktisk var Depp i konstant fyringsfare under optagelserne, men heldigvis fik den godt beduggede Sparrow lov til at navigere skuden i sikker havn og direkte ind på vores førsteplads.
James M. Barrie
Finding Neverland (2004) Instruktør: Marc Forster
I sit Oscar-nominerede portræt af endnu en virkelig personage - nemlig manden der opfandt Peter Pan - går Depp tilbage til det uskyldsrene, vi så i ’Edward Saksehånd’. De helt bizarre træk er dog her klædeligt nedtonet, for at give plads til karakterens ungdommelige sjæl samt en heftig skotsk accents.

Sweeney Todd
Sweeney Todd - den djævelske barber fra Fleet Street (2007) Instruktør: Tim Burton
Depp ville oprindeligt gerne være musiker og croonede allerede i ’Cry Baby’ fra 1990. Så det var faktisk ikke helt out of character, da Depp skrålede igennem som hævnlysten barber i Tim Burtons trygge hænder. Den mørke musical er næppe Burtons bedste, men Depps makabre massemorder skuffede ikke og landede karrierens tredje Oscar-nominering.