Events i oktober: Filmfestivaler, serie-jubilæum og Halloween-visning

Oktober måned byder på en række særarrangementer i biograferne heriblandt forpremierer på flere længe ventede film, musikdokumentarer og en tegneserieklassiker.
Buster filmfestival
Skandinaviens største børnefilmfestival, Buster, løber i september og oktober måned af stablen. I hverdagsprogrammet vises en række film for skoleklasser, mens weekendprogrammet er for hele familien.
Derudover kåres Busters Børnepris blandt 7 nominerede film, hvoraf der kan findes Oscar-nominerede film.
Den 27. september til 10. oktober i forskellige biografer i København.
Copenhagen Short Film Festival
Til Copenhagen Short Film Festival vises der over 80 kortfilm på det store lærred. Her finder du alt fra animation og magisk realisme til horror og dokumentarfilm fra hele verden. Festivalen sætter fokus på de bedste kortfilm fra vækstlaget herhjemme og i udlandet.
Den 6. til 10. oktober i Cinemateket, Gloria Biograf og Empire Bio
Krig – Hvem kan Skilles fra Fjenden Sin
CPH:DOX præsenterer i biograf rundt omkring i landet lydværket ’Krig – Hvem kan Skilles fra Fjenden Sin’. Lydværket dykker ned i spørgsmål omkring krigen i Afghanistan, og hvilke konsekvenser krig har, og fortæller både gennem eksperter og veteraner.
Den 3. oktober i Cinemateket, den 12. oktober i Øst for Paradis, den 13. oktober i Ringkøbing-Skjern Kulturcenter, den 14. oktober i Nicolai Bio og den 20. oktober i Kunsten.
Forpremiere: Boss Baby: Det blir’ i familien
Animationsfilmen 'Boss Baby: Det blir’ i familien' er efterfølgeren til den populære Boss Baby, der omhandler en jakkesætsklædt baby boss.
I den kommende film er babyerne fra den første film blevet voksne, men da en ondsindet baby-konspiration truer menneskeheden, må de igen lade sig forvandle til babyer.
Den 9. oktober i CinemaxX og Nordisk Film biografer og den 10. oktober i Gentofte Kino.
Don't Feat the Weird film festival
Cinemateket i København omfavner via filmfestivalen det skæve sind gennem tre dages film, talks og masser af weirdness.
Den 12.-14. oktober i Cinemateket.
WWE Crown Jewel LIVE 2021 (engelsk kommentator)
Live World Wrestling Entertainment (WWE) event fra den internationale arena i Riyadh. Roman Reigns kæmper mod Brock Lesnar om Universal Championship. Becky Lynch skal forsvare sin SmackDown Women’s Championship i en Triple Threat Match mod Sasha Banks og Bianca Belair. Arrangementet varer omkring 5 timer.
Den 21. oktober i CinemaxX København og Aarhus.
Særvisning: Kultserien 'Millennium' fylder 25 år
De to første afsnit af den kultdyrkede seriemorder-serie 'Millennium' bliver vist i anledning af 25-års jubilæet.
'Millennium' er lavet af X-Files-skaberen Chris Carter, og følger efterforskeren Frank Black (spillet af Lance Henriksen), der hjælper FBI med at opklare bestialske drabssager, da han har en særlig evne til at se ind i hovedet på morderen.
Særvisningen bliver introduceret af kino.dk's Daniel Hartvig Nielsen, der har sin egen X-Files-podcast og flere gange har interviewet Chris Carter, der også sender en hilsen på aftenen.
Den 23. oktober i Valby Kino.
Tom Petty, Somewhere You Feel Free
I 'Tom Petty, Somewhere You Feel Free' får du et unikt indblik i rockstjernen Tom Pettys liv. Filmen indfanger perioden 1993-1995, hvori Tom Petty skabte sit skelsættende og allermest følelsesmæssige nøgne album 'Wildflowers'.
Filmen vandt publikumsprisen ved filmfestivalen SXSW.
Den 24. oktober i CinemaxX København
Forpremiere: Skyggen i mit øje
Ole Bornedals krigsdrama 'Skyggen i mit øje' omhandler bombningen af Den Franske Skole under Anden Verdenskrig.
Den 21. marts 1945 ramte det britiske luftvåben en skole på Frederiksberg med en bombe, som var tiltænkt Gestapos hovedkvarter i København. Filmen fortælles gennem en række forskellige perspektiver fra folk, der blev påvirket af det fejlagtige angreb.
Den 25. oktober i CinemaxX.
Forpremiere med oplæg fra Ole Bornedal: 'Skyggen i mit øje'
Instruktøren bag 'Skyggen i mit øje' kommer og introducerer krigsdramaet.
I Nordisk Film Biografer den 4. oktober i Aalborg Kennedy & Randers, den 5. oktober i Herning & Trøjborg, den. 6. oktober i Odense, den 11. oktober i Dagmar og den 13. oktober i Lyngby.
Dear Evan Hansen (uden undertekster)
Musical-filmen 'Dear Evan Hansen' er en filmatisering af den prisvindende Broadway-musical.
Filmen handler om high school-eleven Evan Hansen, der bliver kastet ud i en emotionel rejse efter hans klassekammerat begår selvmord.I filmens hovedrolle ses Ben Platt, der også spillede rollen i den originale musical.
'Dear Evan Hansen' er instrueret af Stephen Chbosky, der tidligere har lavet filmen The Perks of Being a Wallflower og Wonder.
Den 28. og 31. oktober i CinemaxX.
Valhalla med introduktion af tegner Peter Madsen
Den legendariske tegnefilm 'Valhalla' fra 1986 er baseret på fortællingerne om de gamle nordiske guder og handler om menneskebørnene Tjalfe og Røskva, der ved et tilfælde kommer med til gudernes mægtige rige, Valhalla.
Peter Madsen, som har tegnet og instrueret filmen, kommer og introducerer ’Valhalla’ og viser tegninger og billeder fra arbejdet med filmen og tegneserien.
Den 30. oktober i Gentofte Kino.
Kom til visning af vampyrkomedien ’Fright Night’ fra 1985, hvor humor og gys bliver blandet i historien om en teenager, der opdager, at hans nabo er vampyr. Herefter opsøger han en falleret skuespiller, som har en hel del erfaring med at dræbe vampyrer – på film.
Filmen vises til halloween og præsenteres af Elias Eliot fra podcasten Han Duo.
Den 31. oktober i CinemaxX København