Fængselsfilm skifter titel

Stallone og Schwarzenegger har en plan
"Vi skal bruge en lagkage, en nedstryger og et reb."
(© Summit Entertainment)

’The Tomb’ var den oprindelige titel til filmen om en fængsels-arkitekt (Sylvester Stallone), der bliver ført bag lyset og må flygte fra et af sine egne sikkerhedssystemer.

Ikke verdens mest oplagte titel, og derfor hedder action-thrilleren nu ’Escape Plan’, så den hverken lyder som en arkæologisk gyser eller en adventure-film med Lara Croft.

Med Arnold Schwarzenegger i filmens anden hovedrolle, kan det umiddelbart lyde som en slags moderne version af Tango & Cash, hvor one-liners går hånd i hånd med stort anlagte actionscener.

På den anden side instrueres fængselsflugten af svenske Mikael Håfström, der står bag særdeles dystre film som Ondskab1408 og The Rite.

Udover Stallone og Schwarzenegger inkluderer den omfattende rolleliste også Jim Caviezel, Sam Neill, Vincent D'Onofrio, 50 Cent, Vinnie Jones og Amy Ryan.

Escape Plan får dansk premiere den 3. oktober.