Fans har diskuteret titlen på populært videospil i årtier: Ny film giver måske svaret
Hollywoods seneste forsøg på at filmatisere et computerspil lander i biograferne den 8. august. Borderlands bliver en højt profileret action/science fiction-komedie med en stjernespækket rolleliste bestående af Cate Blanchett, Kevin Hart, Jamie Lee Curtis og Jack Black.
Altså er det store skyts kørt i stilling for at glæde både fans af spillet og øvrige biografgængere, som vil underholdes af verdens største filmstjerner.
Se traileren til 'Borderlands' nederst i artiklen.
Men måske er der også noget andet at hente i filmen for videospillets fans. Selve titlen har nemlig været diskuteret siden første spils udgivelse i 2009, noget som direktøren for spilfirmaet Gearbox Entertainment, Randy Pitchford, udtaler sig om til Game Rant.
- Fordi det er en videospils-filmatisering kommer vi til at leve i et nyt grænseland (borderland, red.) mellem videospil og film, og det elsker jeg. Det er en del af hele rejsen af, hvad 'Borderlands' er for mig - at finde det mærkelige sted mellem ting, der ikke hænger sammen, og have det sjovt der, og jeg synes, denne film lykkes med det.
Pitchford uddyber og går helt ned i, hvad Borderlands-titlen betyder for ham:
- Jeg ved ikke, hvad det vigtigste, du tager med dig, er, men jeg har et underligt håb om, at folk måske kan finde ud af, hvad 'Borderlands' overhovedet betyder, fordi navnet for mig har handlet om at tage ting, der ikke hører sammen, og leve i mellemrummet mellem dem.
- Du ved, grænselandet mellem rollespil og skydespil, grænselandet mellem science fiction og western, grænselandet mellem komedie og drama, og grænselandet mellem, hvem karakterer tror, de er, hvem de ønsker, de er, og hvem de faktisk er: Altså at bo i det mærkelige, ubehagelige rum mellem to ting, der ikke hænger sammen.
I hvert fald er der blevet gjort noget for at give en vaskeægte biografoplevelse, mere end blot en gengivelse af spillene:
- Det har hjerte. Det handler om en gruppe udstødte, som er blevet forladt, men som finder sammen med en mission og danner en ny familie. Den følelsesmæssige rejse kombineret med en utrolig rig og visuel verden gav os så meget at arbejde med for at skabe et action-eventyr fyldt med spektakel og sjov, udtaler filmens producent Erik Feig i en pressemeddelelse.
Filmens instruktør, Eli Roth, der tidligere har stået bag gysere som Hostel og senest Thanksgiving, stemmer i:
- Publikum har noget af en oplevelse i vente, med Cate, der svinger en flammekaster og roterer sin pistol, Kevin kæmper som en soldat, Florian med sin rå styrke, lille Ariana med en punchline, og som kaster bomber, og Jamie Lee Curtis midt i det hele, som forsøger at skabe orden i kaosset. Jeg ville lave den bedst mulige filmoplevelse. Jeg ønsker, at det skal være en følelsesladet rutsjebanetur, og at publikum kan juble.
Filmens plot centrerer sig om Lilith, en berygtet lovløs med en mystisk fortid, som modvilligt vender tilbage til sin hjemplanet Pandora for at finde datteren af universets mest magtfulde skurk, Atlas.
Lilith danner en alliance med et uventet hold - Roland, en tidligere elitelejesoldat, nu desperat efter forløsning; Tiny Tina, en ung og vild demolitionsekspert; Krieg, Tinas muskelbundt og retorisk udfordrede beskytter; Tannis, videnskabskvinden med en skrøbelig forbindelse til forstanden; og Claptrap, en vedholdende humoristisk robot.
Dette hold af usandsynlige helte må kæmpe mod udenjordiske og farlige monstre for at finde og beskytte den savnede datter, der muligvis kan vise sig at være nøglen til en utænkelig magt - skæbnen for universet står på spil.