'Fast & Furious' kan være på vej ud i rummet med 'Jurassic World'
Hvis du troede, at det ikke kunne blive vildere i den allerede vildt hæsblæsende Fast & Furious-franchise, hvor alt synes at være blevet vildt, vildere, vildest film for film, så kan du godt tro om.
I et nyligt interview med Justin Lin, instruktøren af den kommende Fast & Furious 9, blev han nemlig spurgt ind til, om han kunne se bil-franchisen gå sammen med Jurassic World-universet i en og samme film:
- Well, jeg har aldrig sagt aldrig til noget. Og det faktum, at en del af vores filosofi er ikke nogensinde at blive puttet i en kasse eller stemplet som noget bestemt. Det er alt, hvad jeg vil sige, fortalte Justin Lin.
Tanken er da heller ikke helt umulig at føre til dørs. Det er nemlig Universal Studios, der ejer både Fast & Furious-franchisen og Jurassic World-filmene.
Endvidere er Michelle Rodriguez, der spiller Letty i de benzinpumpende film, bestemt heller ikke afvisende for et sådant brølende crossover:
- Når du når et bestemt højdepunkt, er der ikke andre steder at gå end af krydse brands og fusionere. Det er, hvad store virksomheder gør med hinanden, når de bliver for store. Men det eneste, der står i vejen, er advokater og studier. Jeg ved ikke.
Men ikke nok med, at Vin Diesels Dominic Toretto måske skal køre side om side med en T-rex, så er Justin Lin heller ikke afvisende overfor at sende holdet af bilelskere en tur ud i rummet, hvilket han kommenterede på i et andet nyligt interview.
Hvorvidt Justin Lin så er med på at smelte bilerne sammen med både dinosaurer og en tur ud i rummet i en og samme film, er ikke til at vide.
Men med tanke på, at franchisen aldrig ser ud til at finde bremsepedalen, så er det - hvor skørt det end måtte lyde - nok ikke helt utænkeligt længere.
'Fast & Furious 9' har biografpremiere den 24. juni.