Filmanbefalinger for 2012

- Hobbitten: En uventet rejse
- The Dark Knight Rises
- Prometheus
- Skyfall - James Bond 23
... er selvsagt alle titler, der ligger højt på listen over de film, redaktionen ser frem til i 2012.
Her er yderligere 15 titler, vi tør anbefale i det kommende filmår (klik på titlen for at se premieredato, trailer eller læse mere):
Søren Søndergaard
Hugo
Stærkt anbefalet. Primært fordi jeg har set den, og fordi der bag Martin Scorseses verden af damp og tandhjul gemmer sig et decideret mesterværk.

47 Ronin
Indtil videre ligner den historiske samuraifilm med Keanu Reeves en mere voldsom udgave af 'The Last Samurai' (2003) tilsat den episke stemning fra 'Ringenes Herre' (2001-03). Og det er umiddelbart yderst tiltalende.
Life of Pi
Store elementer af Yann Martels roman er oplagte af filmatisere (skibsforlis, en tiger, glubske hajer, overlevelse på havet), imens andre dele virker nærmest umulige. Men Ang Lee instruerer, og han er trods alt ikke hvem som helst.
How I Spent My Summer Vacation
Hvordan overlever Mel Gibson ni år i et mexicansk fængsel? Jeg ved det ikke, men det bliver sikkert både underholdende og voldeligt.
Dark Tide
Ærligt talt ser thrilleren med Halle Berry (der jagtes af en stor hvid haj) ikke særlig god ud, men der er alt for få haj-film i biografen.
Stine Teglgaard
Shame
Samarbejdet mellem den (meget tiltalende) Michael Fassbender og instruktøren Steve McQueen fungerede sublimt i 'Hunger' (2008). Blandt andet derfor ser den allerede prisbelønnede 'Shame', om en sexafhængig mand, yderst lovende ud.

The Descendants
George Clooney i en ny film af manden bag den fremragende 'Sideways' (2004). Det ligner et værk, der tør læne sig op ad den gode historie, og ifølge diverse festivaler med stor succes.
Dame, Konge, Es, Spion
Jeg elskede John le Carrés spionroman og nød også BBC's serie herover. Derfor er det oplagt at se frem til Lad den rette komme ind-instruktørens mildest talt stjernespækkede filmatisering.
The Hunger Games
Suzanne Collins' bogtrilogi er bestemt ikke på mesterværk-niveau, men plottet om teenagebørn, der må slå hinanden ihjel i et realityprogram, tilbyder god spænding til målgruppen. Heldigvis ser traileren også ret vellykket ud.
En kongelig affære
Et kostumedrama om kærlighed, krig og galskab tilsat Danmarks førende skuespiller Mads Mikkelsen. Umiddelbart lyder det som en god cocktail, og den smule, jeg har set af filmen, ser virkelig solidt ud.
Daniel Bentien
10 timer til Paradis
Mads Matthiesen imponerede med sin prisvindende Super 16-kortfilm 'Dennis' (2007), og spillefilmen lever på alle måder op til forventningerne. Hovedrolleindehaveren, Kim Kold, er i sig selv alle pengene værd.
The Artist
Stumfilmen var et hit på Cannes-filmfestivalen (hvor jeg så den), og Oscar-favoritten kan anbefales til alle, der nærer kærlighed til filmmediet.

Cloud Atlas
Stjernebesat filmatisering af ambitiøs science fiction-bestseller, instrueret af The Matrix-skaberne samt Lola rennt-instruktøren Tom Tykwer. En anbefaling bør være selvskrevet.
The Avengers
Egentlig er traileren ikke særligt imponerende, men jeg er vild med superheltegruppe-film, og jeg har altid læst Avengers-tegneserien, så filmen skal naturligvis ses.
The Expendables 2
Den første Expendables-film var vældigt underholdende, men manglede min personlige action-favorit Jean-Claude Van Damme blandt kollegerne Stallone, Willis og Schwarzenegger - han er med i toreren, og derfor er den en must-see!