Filmportens program 2008-2009

Filmklubben for de smallere film starter ud med sexet Woody Allen-film.
Billede
Der er 'underholdning med mening' på programmet, når Filmporten d. 21. november åbner op for sjette sæson.

Første film er den længe ventede sædekomedie 'Vicky Cristina Barcelona', der, foruden at være instrueret af auteuren Woody Allen, byder på en hed trekants-affære mellem Scarlett Johansson, Penelope Cruz og Javier Bardem.

Af andre film kan de to forårstitler 'Blekingegadebanden'  og 'Doubt' fremhæves. 

'Blekingegadebanden' er en stor dansk dokumentar-film baseret på Peter Øvig Knudsens Cavlings prisvindende bøger, mens Meryl Streep-dramaet 'Doubt' er baseret på et Pulitzer-prisvindene teaterstykke om en gejstlig forbrydelse - sidstnævnte ser ud til at have stærkt Oscar-potentiale. 

Filmporten fungerer på samme måde som Biografklub Danmark, da det ikke er et forpligtende medlemskab, man kan købe, men blot otte rabat-billetter, der sikrer halv pris til otte udvalgte film i særligt udvalgte biografer.

Ifølge hjemmesiden er Filmporten "... et initiativ fra de danske arthouse biografer, der ikke tager sit udgangspunkt i størrelsen på biograf eller budget. Udgangspunktet er kvalitet, en filmklub for den såkaldte smalle kvalitetsfilm, til den kvalitetsbevidste biografgænger."

Læs mere om Filmporten her.


 

 Foto: Scanbox