Fire spørgsmål til Hella
Hvad er temaerne i filmen?
”Det er en film, der handler meget om ansvar – ansvaret for eget liv. Uden at det skal lyde sådan Claus Hjort Frederiksen-agtigt. Men at vi på et eller andet tidspunkt bliver nødt til at tage ansvar. Oprindeligt skulle pigerne i filmen være yngre, men det viste sig hurtigt, at historien blev mere interessant, hvis de var lidt ældre.
Og her kommer så det med ansvar: Hvornår er man så gammel, at man må ikke længere kan sige, at det er andres skyld, at der er sket alt muligt ondt mod én? På et eller andet tidspunkt bliver ens eget liv jo ens eget ansvar, om man er torturoffer, incestoffer eller ramt af en tsunami.”
Kender du nogen typer som de piger, der er i filmen?
”Jeg kender rigtig meget af sådan noget. Jeg kender det både fra noget, jeg har oplevet, og nogle af de mennesker, jeg omgiver mig med. Jeg er jo 46 år, så jeg har været her længe. Men det er klart, at det ikke er selvbiografisk. Jeg har researchet rigtig meget, læst mange bøger, og pigerne har været ude på nogle hjem for at tale med misbrugere. På den måde er det meget realistisk.”
På rollelisten har du både rutinerede ungdomsskuespillere som Stephanie Leon, men du bruger også nye ansigter. Hvad var dine overvejelser omkring valget af skuespillere?
”Vi har lavet en masse casting og havde et hav af piger inde. Det kræver jo en modenhed og robusthed at spille de scener. Det var vigtigt, at styrkeforholdet mellem pigerne var rigtigt, så det ikke var sådan, at én visnede, mens de andre stod og strålede.
Og så skulle det selvfølgelig være nogen, man havde lyst til at se på. Julie (Grundtvig Wester, red.) ligner jo en klat gammel skummemælk i denne film, men samtidig er hun jo vidunderlig smuk at se på. Alle pigerne har nogle fantastisk spændende ansigter. Man har lyst til at blive i nærbillederne.”
Se min kjole skiller sig ud fra de ting, du før har lavet. Du startede i børne-tv, så har du lavet comedy og senere filmkomedier. Nu er du klar med dit første rå og brutale filmdrama. Hvorfor dette skifte?
”Tingene er kommet lidt hen ad vejen. Jeg har ikke lavet en strategi for, hvad jeg ville lave. Mine første film kom dumpende i lidt tilfældig rækkefølge. Det kan være, at når jeg engang er 90 år, så kan man se en kurve, der viser en linje i de ting, jeg har lavet. En sinus-kurve.”
”Men man kan ikke sige, at ’hun hun lavet komedier, og nu har hun så fundet en ny genre’. De næste tre film bliver ikke nødvendigvis ligesom denne. Det er lige vigtigt at blive underholdt og grine i halvanden time som at se de ting, der er i mol.”
Læs resten af interviewet i kino.dk-magasinet
Af Daniel Bentien