Første trailer til Vilde Rolf 2

Den flinke skurk er tilbage
Billede
(© Walt Disney Pictures)

Vi mødte første gang Vilde Rolf i filmen af samme navn fra 2012. Nu har traileren til opfølgeren, hvis originaltitel er Ralph Breaks the Internet: Wreck-It Ralph 2, ramt internettet.

Vi får således første muntre kig på det nye animationseventyr fra Walt Disney Pictures, der bl.a. byder på søde kattekillinger, kulørte milkshakes og alt for mange pandekager.

I den første film kom publikum med på et vildt eventyr ind i arkadespillenes farverige verden. Nu er den godmodige Rolf tilbage med sin kække veninde Vanellope von Schweetz, der denne gang går på opdagelse på det sprudlende internet.

Den ene af filmens to instruktører, Rich Moore - der stod bag forgængeren - har siden haft succes med animationsfilmen Zootropolis. John C. Reilly lægger igen stemme til Rolf, mens Sarah Silverman atter indtager den rappe rolle som Vanellope.

Ralph Breaks the Internet: Wreck-It Ralph 2 får premiere den 7. februar 2019.