Første video-blog til 'Hobbitten - del 2'

Peter Jackson præsenterer trilogiens anden del
Billede
(© SF Film)

Endelig er den her. Peter Jacksons første video-blog om sin fortsættelse til sidste års Hobbitten: En uventet rejse.

Video-bloggen viser, ligesom traileren gjorde i sidste måned, at der vil være godt med elvere i 'Hobbitten: Dragen Smaugs ødemark'. Legolas (Orlando Bloom) fra 'Ringenes Herre' er med igen, selvom han egentlig ikke optræder i Tolkiens 'Hobbitten', og vi møder den helt nyopfundne karakter, Tauriel (Evangeline Lilly).

Peter Jackson og Co. gør en del ud af at forklare, hvad pick-up shots er og bruges til, for deres primære arbejde er lige nu at optage supplerende scener til de to næste Hobbitten-film.

Heldigvis lover han, at der er en video-blog mere på vej, når han er ved at være til vejs ende med de ekstra filmoptagelser.

Hobbitten: Dragen Smaugs ødemark får premiere den 11. december.