Fra Harry Potter til Star Wars

Alexandre Desplat står for musikken til 'Rogue One'
Billede
(© Depardiou)

Den Oscar-vindende komponist Alexandre Desplat skal skrive musikken til spin-off-filmen Star Wars: Rogue One.

John Williams, den legendariske komponist bag de seks Star Wars-film (og de kommende VII-IX), overlader derfor jobbet til sin franske kollega.

Det er ikke første gang, Desplat har overtaget et musikalsk univers, Williams har skabt. Han skrev nemlig baggrundsmusikken til de sidste to Harry Potter-film.

Instruktøren Gareth Edwards fortsætter således samarbejdet med komponisten, der også stod bag det brølende score til hans Godzilla.

Alexandre Desplat har skrevet musik til over 150 film- og tv-titler, men det er de seneste 10 år, der har givet Desplat en plads blandt stjernekomponisterne. Han har bl.a. skrevet musikken til The Twilight Saga: New Moon, Kongens store tale og Operation Argo.

Franskmanden har været Oscar-nomineret otte gange, hvoraf han har vundet en enkelt for The Grand Budapest Hotel. Ergo: Det er ikke hr. Hvemsomhelst, der nu påtager sig det ærefulde hverv.

Star Wars: Rogue One får premiere den 15. december 2016.