Fra værst til bedst: Alle James Bond-filmene rangeret

Vi vurderer de 24 Agent 007-film
Billede
(© EON Productions)

Snart får den 25. James Bond-film, No Time to Die, biografpremiere. I den forbindelse genudgiver vi kino.dk's tidligere chefredaktør, Søren Søndergaards, rangering af filmene fra værst til bedst.

Forsalget starter i øvrigt den 20. september her på kino.dk. Læs mere.

Én til skal gøres klart med det samme. Alle Bond-film er værd at se. Også selvom enkelte er lige på kanten.

Rangeringen er foretaget på baggrund af mit kronologiske gensyn med de 24 James Bond-film, der indgår i 50-års jubilæumsboksen fra EON Productions.

Filmene er genset på Blu-ray inkl. tilhørende dokumentarfilm og featurettes.

>> Se de næste film (nr. 19-15)

The World Is Not Enough
24. The World Is Not Enough (1999)
James Bond er aldrig kedelig, men ’The World Is Not Enough’ er undtagelsen, der bekræfter reglen. Den 19. film lægger ellers forrygende fra land med seriens længste åbningsscene. Vi starter i Bilbao, men ender hurtigt i London, hvor en speedbådsjagt på Themsen demonstrerer to af seriens forcer - en overlegen brug af lokationer og et særligt talent for forfølgelser i diverse transportmidler. Herefter går filmen i stå. Det er som om, alt krudtet blev brugt i åbningsscenen, og filmen nøjes med at træde vande. Der snakkes om en skurk (Robert Carlyle), men han introduceres alt for sent, og da han endelig kommer på banen, er han en kedelig marionetdukke. I mellemtiden er Elektra King i det mindste blevet introduceret. Sophie Marceau er faktisk en af de bedste kvindelige karakterer i Bond-universet, men alene kan hun ikke kæmpe sig fri af den gumpetunge handling. Pierce Brosnan, der kan være en strålende Agent 007, virker en smule slap i koderne, og ikke engang et angreb fra en helikopter, udstyret med meterlange savklinger, formår at løfte stemningen. Action-scenerne mangler så meget dynamik, at selv en stort anlagt skijagt falder til jorden. Noget der ellers må betegnes som ét af de mest sikre kort i 007-universet. Det går bedre med filmens afsluttende action-scene ombord på en synkende ubåd, men det er alt for lidt og alt for sent. Jeg har ikke engang nævnt Denise Richards som håbløs Bond-babe/fjollet atomfysiker. I det mindste fører hendes navn, Christmas Jones, til en af seriens bedste afslutningsreplikker.

Live and Let Die

23. Live and Let Die (1973)
Åbningsscenen, der viser tre forskellige mord på MI6-agenter, er atypisk for en Bond-film, og særligt scenen fra et begravelsesoptog i New Orleans er mindeværdig. I det hele taget er flere scener fra den 8. James Bond-film svære at glemme men sjældent for det gode. Tag fx filmens forsøg med blaxploitation-genren. Agent 007 føles altid en smule malplaceret i USA, men det går for alvor galt, når Roger Moore skal spille smart overfor sorte gangstere i Harlem. Heller ikke de langvarige scener fra sydstaterne imponerer. Sheriff Pepper (overspillet af Clifton James) er en anstrengende komisk tilføjelse, og i lange perioder føles ’Live and Let Die’ som en action-komedie med Burt Reynolds.  Skurkene er også en udfordring. Både Kananga (Yaphet Kotto), Solitaire (Jane Seymour) og Baron Samedi (Geoffrey Holder) er for det meste et trættende bekendtskab, og hvis det endelig skal være, er der større underholdningsværdi i håndlangerne Tee Hee og Whisper. Det største problem er dog fraværet af stil. Indtil nu havde alle Bond-film været mere eller mindre elegante, men ’Live and Let Die’ er klodset og grim. Fejlen ligger ikke hos Roger Moore, der gør det udmærket i sin Bond-debut, men i selve produktionen og manuskriptet. Filmen føles som venstrehåndsarbejde, der efterlader James Bond på udebane i selskab med sløje karakterer og en forfladiget humor. Men titelsangen er god.

Moonraker
22. Moonraker (1979)
Den 11. Bond-film er den nemmeste at kritisere og absolut ikke uden grund. Det største problem er James Bond i det ydre rum, hvor han tydeligvis ikke hører hjemme. Rovdriften på Star Wars-populariteten er åbenlys, og hverken effekterne eller charmen kan tilnærmelsesvis følge med rumeventyret fra 1977. ’Moonraker’ ender i stedet som en parodi på sig selv. Den kørende gondol på Markuspladsen i Venedig blev indbegrebet af gadget-overkill i Bond-universet (i hvert fald indtil en usynlig bil overtog rollen mere end 20 år senere). Andre tåbeligheder inkluderer en kærlighedsaffære mellem håndlangeren Jaws og tyrolerkvinden Dolly, der er lige så umorsom, som den er unødvendig. Med andre ord var ’Moonraker’ selv ude om det, men kritikken skygger for en række kvaliteter. Åbningssekvensen foregriber eksempelvis faldskærmsscenen fra Point Break, og Michael Lonsdale leverer en god superskurk i form af Hugo Drax. Man kan også finde et fejende flot opgør på en kabellift i Rio de Janeiro samt en heftig slåskamp mellem Roger Moore og en aggressiv kendo-kriger. Første halvdel af ’Moonraker’ er sådan set ganske vellykket. Det er selvfølgelig slet ikke nok, men publikum var ligeglade. 700.000 danskere så filmen i biografen, og på verdensplan indspillede den 210 mio. dollars.

Die Another Day
21. Die Another Day (2002)
Den værste sekvens i hele Bond-serien finder man 94 minutter inde i ’Die Another Day’, hvor vores helt paraglider på en smeltevandsbølge i selskab med nogle af filmhistoriens dårligste CGI-effekter. James Bond var endegyldigt kørt af sporet, og Pierce Brosnans æra som den britiske agent var slut. Hans usynlige bil gjorde kun ondt værre, og ’Die Another Day’ begik flere af de samme fejl som ’Moonraker’. Måske var det overlæssede effektjageri en reaktion på den bovlamme ’The World is Not Enough’, eller også forsøgte man at skabe en moderne James Bond, der kunne hamle op med samtidens mere adrenalinorienterede actionfilm. Missionen mislykkedes, men trods alt havde modreaktionen en positiv side. ’Die Another Day’ er ganske vist umådelig tåbelig, men den har det i det mindste sjovt og er mere underholdende end de tre lavere rangerende film på denne liste. Luftpudebåds-sekvensen er blandt de bedre åbningsscener (desværre ankommer James Bond på et surfbræt), imens Rosamund Pike og Halle Berry leverer varen som handlekraftige Bond-kvinder. Der er også en effektiv fægtekamp mellem Brosnan og den ellers vattede hovedskurk spillet af Toby Stephens. Det primære problem er fraværet af klassisk Bond-stemning og grimme, computeranimerede is-paladser som erstatning for Ken Adams legendariske kulisser. Det stod klart, at Bond fremover havde behov for en ny tilgang og bedre instruktører end metervarefortællere som Lee Tamahori, der endda forfalder til billige fast forward- og slow-motion effekter.

Diamonds Are Forever
20. Diamonds Are Forever (1971)
Sean Connery vendte tilbage til sin glansrolle for et astronomisk beløb og leverede en halvtræt indsats som den populære agent. Filmen lægger uheldigt ud med en usammenhængende åbningssekvens, hvor Bond når at kvæle en kvinde med hendes bikinitop og drukne Blofeld i en sø af mudder. Ellers forløber begivenhederne som et ihærdigt forsøg på at levere en klassisk Bond-film, men det kniber med stemningen, og særligt Las Vegas-begivenhederne er en tam affære. De kvindelige karakterer, Tiffany Case (Jill St. John) og Plenty O'Toole (Lana Wood), ligner desertører fra en Russ Meyer-film, og selv for Bond-universet har de fået et ekstra vulgært snit. Den bedste scene i hele filmen er en simpel og brutal slåskamp i en elevator. Midt i det hele har vi så Sean Connery, der trods alt stadig ser ud til at nyde virakken. I min verden bliver det aldrig rigtig sjovt, at James Bond kører rundt i et stjålent månefartøj, men filmen skal have kredit for sine særegne øjeblikke som det makabre håndlangerpar, der undervejs forsøger at brænde Agent 007 ihjel i en kiste. Det bedste der kan siges om 'Diamonds Are Forever' er, at både filmen og Sean Connery bevæger sig i retning af fordums storhed. Forsøget kommer ikke i mål, men vi bliver trods alt præsenteret for en superskurk med sin egen boreplatform. Det er alligevel noget.


>> Se de næste film (nr. 19-15)