Frihed, lighed og broderskab

'Les Misérables' (1862), klassikeren om den tidligere straffefange Jean Valjean, gjorde Victor Hugo (1802-1885) til en af 1800-tallets mest læste forfattere og største litterære skikkelser.
Universalgeniet, der desuden var stor lyriker, politiker i eksil samt forkæmper for demokratiet, endte sine dage som Frankrigs store nationalsymbol, og hans begravelsesoptog i de fattiges ligvogn (efter eget ønske) til Panthéon blev fulgt af mere end to mio. parisere.
Inspektør Javerts endeløse jagt på den ualmindeligt hårdtprøvede Jean Valjean på baggrund af et oprørsk Frankrig, er således ikke en hvilken som helst historie, og mængden af adaptioner er overvældende. Det skal dog ikke forhindre os i at kigge nærmere på de mest bemærkelsesværdige af slagsen.
Les Misérables (1934)
Instruktør: Raymond Bernard
Jean Valjean: Harry Baur
Inspektør Javert: Charles Vanel
Så absolut ikke den første filmatisering (der var allerede produceret mere end 15 kort- og spillefilmsversioner inkl. en udgave fra 1925 på 359 minutter samt flere japanske), men den første af de mere kendte. Med en spilletid på 4½ time, er filmen særlig respekteret for at nå omkring de fleste af bogens talrige karakterer og sidehistorier.
Les Misérables (1935)
Instruktør: Richard Boleslawski
Jean Valjean: Fredric March
Inspektør Javert: Charles Laughton
Allerede året senere kom den første store Hollywood-udgave om galejslavens konstante flugt fra sin evige nemesis. Filmen varer kun 108 minutter, og derfor måtte en stor del af romanen vige til fordel for en mere kommerciel behandling, som til gengæld udløste en Oscar-nominering for Bedste film og gjorde versionen til den måske mest kendte filmatisering gennem tiden. Charles Laughton, der spiller Javert, genbesøgte Victor Hugos værker fire år senere - denne gang som Quasimodo i ’The Hunchback of Notre Dame’.
Les Misérables (1948)
Instruktør: Riccardo Freda
Jean Valjean: Gino Cervi
Inspektør Javert: Giovanni Hinrich
Efter en både japansk, egyptisk og mexicansk version (’Los miserables’, naturligvis) samt flere andre slog Italien til med et seriøst forsøg udsendt i to dele, der dog kun løber op i 140 minutter tilsammen - og som desuden tog rigeligt med friheder i forhold til det oprindelige oplæg. Instruktøren udviklede sig senere til en pioner inden for kulørte horrorfilm, som ’Lust of the Vampire’ fra 1956, med en mindre kultstatus til følge.
Les Miserables (1952)
Instruktør: Lewis Milestone
Jean Valjean: Michael Rennie
Inspektør Javert: Robert Newton
Den legendariske Lewis Milestone havde allerede vundet to Oscars for Bedste instruktion, da han kastede sig over historien om personlig frihed på flere niveauer og kogte den ned til 105 minutter. Ikke overraskende blev filmen aldrig en succes på niveau med instruktørens største film (All Quiet on the Western Front, 1930), men den formåede heller ikke at leve op til den tidligere Hollywood-filmatisering eller opnå nogen form for klassikerstatus.
Les Misérables (1958)
Instruktør: Jean-Paul Le Chanois
Jean Valjean: Jean Gabin
Inspektør Javert: Bernard Blier
Med 3½ time i bragende Technicolor tilbageerobrede fransk film deres nationalfortælling (dog produceret i samarbejde med Østtyskland og Italien) med selveste Jean Gabin i hovedrollen som den godhjertede straffefange. Storproduktionen blev eftersigende ”den mest populære i efterkrigstidens Frankrig” men nåede først til USA i 1989 i anledning af 200-året for Den franske revolution. The New Tork Times kaldte filmen ”… en tung version af Victor Hugos episke historie… Ikke en side er sprunget over, men filmen reddes af Jean Gabins, i sandhed, heroiske skildring af Jean Valjean…”
Les Misérables (1995)
Instruktør: Claude Lelouch
Jean Valjean/Henri Fortin: Jean-Paul Belmondo
Inspektør Javert: Philippe Khorsand
Den måske mest kritikerroste filmatisering er også den mest løst baserede af slagsen. 1800-tallets Frankrig er erstattet af samme land under 2. Verdenskrig, hvor en fattig mand (Belmondo) introduceres for Victor Hugos klassiker i forskellige afskygninger og derefter drager paralleller mellem sig eget og Jean Valjeans plagsomme liv. Claude Lelouchs meta-tilgang til romanen vandt en Golden Globe for Bedste udenlandske film.
Les Misérables (1998)
Instruktør: Bille August
Jean Valjean: Liam Neeson
Inspektør Javert: Geoffrey Rush
Ingen ringere end Bille August fik opgaven, da det atter var blevet tid til en storslået og nogenlunde trofast fortolkning af den populære fortælling, som han fordelte på 134 minutter. Filmen blev anset som velspillet og ikke mindst flot, men også præget af en vis følelsesmæssig distance uden romanens gnist og spænding, som så mange instruktører har kæmpet med at få overført til film.
Les Misérables (2012)
Instruktør: Tom Hooper
Jean Valjean: Hugh Jackman
Inspektør Javert: Russell Crowe
En storslået udgave af Victor Hugos klassiker af en Oscarvindende instruktør med tidens største skuespillere i hovedrollerne kan umiddelbart lyde som en klassisk opdatering i samme dur som Bille August-versionen fra 1998. Der er dog én afgørende forskel. Denne gang er historien direkte baseret på den populære musical af samme navn, hvor al dialog i samtlige 158 minutter er erstattet med sang. Filmen er allerede blevet en verdensomspændende succes.
TV-produktioner (i udvalg):
The Fugitive (1963-1967)
Den populære TV-serie om den uretfærdigt dømte Richard Kimble (der i 1993 blev filmatiseret med Harrison Ford og Tommy Lee Jones) var ifølge seriens skaber, Roy Huggins, delvist baseret på Jean Valjeans flugt fra Javert. Af samme årsag hedder forfølgeren Gerard, hvilket kan minde om det franske Javert.
Les Misérables (1978)
Instruktør: Glenn Jordan
Jean Valjean: Richard Jordan
Inspektør Javert: Anthony Perkins
Britisk TV-film på 150 minutter i den klassiske ende af skalaen der, udover de to hovedroller, også tæller en række britiske skuespillere som John Gielgud, Cyril Cusack og Ian Holm.
Les Misérables (2000)
Instruktør: Josée Dayan
Jean Valjean: Gérard Depardieu
Inspektør Javert: John Malkovich
Naturligvis er fransk films største nulevende stjerne også med i en version af klassikeren, og det sker i den anerkendte og 400 minutter lange miniserie, der giver god plads til Victor Hugos omfattende persongalleri fra den næstekærlige biskop til oprørerne på barrikaderne i Paris.
Skuespil, radiospil og musicals
’Les Misérables’ er ikke overraskende blevet opført som både radio- og skuespil flere gange. I 1947 stod Orson Welles bag et radiospil på syv afsnit, og som skuespil findes der forskellige versioner fra 1800-tallet frem til i dag. Ingen kommer dog i nærheden af den popularitet som musicalversionen har opnået, og som for nogle er blevet mere kendt end det litterære forlæg. Den første version fik premiere i Paris med musik af Claude-Michel Schönberg, og i 1985, fem år senere, åbnede den engelske udgave i London. Trods dårlige anmeldelser ved premieren er den siden blevet set af 60 mio. mennesker, og musicalen har gået sin sejrsgang verden over.
Tegnefilm- og serier
Helaftensfilm, en aften i teatret eller en bog på mange hundrede sider er ikke den eneste måde at blive klogere på den franske beretning om frihed, oprør og kærlighed. I 1943 udgav Classic Comics en tegneserie baseret på Victor Hugos roman, som blev opdateret 1961 med nye tegninger. I ’Jumbobog 105’ findes en fornem version på 106 sider med Onkel Joakim som Jean Valjean og en høj sort krage som Inspektør Javert. Titlen er ’Kandelabermysteriet’ med henvisning til de stjålne lysestager, der fører den forarmede helt på rette vej gennem livet.