Futuristisk Robert Pattinson i første kig på opfølgeren til 'Parasite'

Mod det uendelige univers
Mickey 17
(© Mickey 17 (Warner Bros.))

Vi skal ganske vist vente til 2024 for at se science fiction-filmen Mickey 17 med Robert Pattinson. Men allerede nu får vi første - og korte - kig på filmen af Bong Joon Ho, der stod bag Oscar-sensationen Parasite i 2019.

Se den teaser-traileren ovenfor, hvor man finder Pattinson anbragt i en futuristisk anordning, mens der spilles klassisk musik på lydsiden. Forførende, mystisk og flot.

Selvom det altså ikke er meget, dette første kig giver, bliver det virkelig spændende at se, hvordan Bong Joon Ho tacker genren sat i rummet - samt naturligvis Pattinson, der også tidligere har indfundet sig i rummet med den sanselige High Life fra 2018.

 

LÆS OGSÅ: 'The Batman 2' med Robert Pattinson er bekræftet

'Mickey 17' er baseret på Edward Ashtons roman fra 2022, hvor Pattinson i filmversionen øjensynligt skal spille en mand, der sendes på en ekspedition for at kolonisere isverdenen Nifheim. Disse plotdetaljer er dog endnu ikke blevet bekræftet fra officielt sted.

Det vides med andre ord ikke, hvor tæt filmen vil ligge op ad kildematerialet, men mon ikke, der venter sin del af overraskelser, når det er Bong Joon Ho, der står bag?

Den sydkoreanske instruktør har udover 'Parasite' - der bl.a. vandt Oscaren for Bedste film ud af sine seks nomineringer - også titler som monsterfilmen The Host, den hjertevarme Okja og den mesterlige seriemorder-thriller Memories of Murder på sit CV.

Rollelisten byder bl.a. også på Steven Yeun, Naomi Ackie, Toni Collette og Mark Ruffalo.

'Mickey 17' har biografpremiere den 29. marts 2024.

(Kan du ikke se teaseren herover, så tryk på linket her og tillad alle cookies)