Guide: 13 actionfilm du kan glæde dig til i 2023

Store eksplosioner, store muskler og store maskinpistoler
Billede
(© Underverden 2 © Peter Riis / Profile Pictures)

Adrenalin-junkier og eksplosionsglade filmfans kan godt glæde sig til 2023. Der venter nemlig en længere række af actionfilm i biografen.

Vi har således kigget i premierekalenderen for det nye filmår, hvor man kan se frem til bl.a. potent agent-action, lejemordere i massevis og gamle actionbøffer med meget mere. BOOM!

 

LÆS OGSÅ: Nyt i biografen: Disse 7 film glæder danskerne sig mest til denne vinter

OBS: Listens titler og premieredatoer kan ændre sig, mens nye titler kan komme til og andre ryge af premierelisten. Vi opdaterer derfor listen løbende.

Klik på en titel for at læse mere.

Foto: Operation Fortune: Ruse de guerre (© SF Studios)

Operation Fortune: Ruse de guerre - premiere den 5. januar

Guy Ritchies spionfilm handler om MI6-agenten Orson Fortune (Jason Statham), der rekrutterer en af Hollywoods største filmstjerner til at gå undercover. Fortune har nemlig fundet ud af, at en ny våbenteknologi er kommet i de forkerte hænder, så nu er gode råd dyre.

 

Plane - premiere den 26. januar

Man følger her en pilot, der grundet en farlig storm er nødsaget til at lande et kommercielt fly midt i en krigszone. I hovedrollen finder man Gerard Butler, der ikke er fremmed i actiongenren. Han har de seneste år medvirket i en række actionfilm, bl.a. Last Seen Alive, Greenland og Angel Has Fallen.

 

Creed 3 - premiere den 2. marts

I det tredje kapitel i Creed-serien tager Adonis Creed atter boksehandskerne på i sin jagt på at blive den bedste bokser i verden. Michael B. Jordan både instruerer og spiller hovedrollen i filmen, der følger er en del af Rocky-franchisen med Sylvester Stallone.

Foto: John Wick: Chapter 4 (© Nordisk Film)

John Wick: Chapter 4 - premiere den 23. marts

Keanu Reeves er tilbage som den dødsensfarlige lejemorder i fortsættelsen af fortællingen om John Wick. Filmens plot er dog indtil videre ukendt, men mon ikke, man kan se frem til en god del af slåskampe og ikke mindst slagkraftige skududvekslinger. Bill Skarsgård og Donnie Yen tilslutter sig rollelisten denne gang.

 

Underverden 2 - premiere den 13. april

Fortsættelsen til den danske action-thriller Underverden fra 2017 har endnu ikke offentliggjort sit plot, men Dar Salim vender tilbage i hovedrollen som Zaid, som i forgængeren tog på et brutalt hævntogt i den københavnske underverden.

 

Fast & Furious 10 - premiere den 18. maj

Selvom plottet endnu er ukendt til dette 10. kapitel i den actionvilde franchise, kan man nok godt forvente sig sin del af halsbrækkende stunts og eksplosiv action. Filmen er det næstsidste kapitel i bilserien med Vin Diesel som Dominic Toretto og resten af hans hold.

Foto: Transformers 7: Rise of the Beasts (© UIP)

Transformers: Rise of the Beasts - premiere den 8. juni

De mægtige transformers vender tilbage i, hvad der er den syvende film i Transformers-universet. Filmens titel virker måske bekendt for fans af universet. Det er nemlig en reference til 90'ernes tegnefilmsserie 'Beast Wars', hvis fortælling er centreret om en gruppe af robotter, der tager dyreform.

 

Indiana Jones and the Dial of Destiny - premiere den 29. juni

Harrison Ford er tilbage i sin glansrolle som Indiana Jones i dette femte kapitel om den eventyrlystne arkæolog. Filmen foregår med rumkapløbet som bagtæppe og vil udspille sig i 1969, hvor amerikanerne går benhårdt efter at blive de første på månen, det før Rusland. Der er dog også onde nazisterne på banen, hvor man her finder en olm Mads Mikkelsen som fæl skurk.

 

Paramount PicturesFoto: Mission Impossible - Dead Reckoning Part One (© UIP)

Mission: Impossible - Dead Reckoning Part One - premiere den 13. juli

Den syvende film i serien om IMF-agenten Ethan Hunt venter forude, hvor man i hovedrollen selvfølgelig igen finder Tom Cruise. Manden bag Mission: Impossible - Rogue Nation og Mission: Impossible – Fallout, Christopher McQuarrie, er tilbage som instruktør og uden tvivl klar med sin del af vilde stunts!

 

The Meg 2: The Trench - premiere den 3. august

Den står til næste år på en fortsættelse til haj-filmen The Meg fra 2018. I den første film tog Jason Statham kampen op mod en forhistorisk kæmpehaj. Plottet til 2’eren er ukendt, men den britiske actionstjerne vender tilbage i rollen som Jonas.

 

Gran Turismo - premiere den 10. august

Filmen er baseret på Playstation-spillet 'Gran Turismo' og har stjerneskuddet Archie Madekwe (Midsommar) i hovedrollen og Stranger Things-stjernen David Harbour på rollelisten. Modsat andre spilfilmatiseringer baserer filmen sig på en sand historie om en Gran Turismo-spiller, hvis færdigheder i racerspillet hjalp ham vinde en række rigtige løb og blive en professionel racerkører.

 

The Equalizer 3 - premiere den 31. august

Denzel Washington står igen i spidsen for den hårdkogte fortælling om den pensionerede efterretningsagent Robert McCall, men derudover er der ikke meget ude om den tredje film i serien. Vi ved dog, at Antoine Fuqua instruerer igen, og at Dakota Fanning er på rollelisten.

 

The Expendables 4 - premiere den 21. september

Det nyeste kapitel om Barney Ross og hans hold actionhelte står klar med ethvert våben, de kan komme i nærheden af. Denne gang kommer der også nye holdmedlemmer til med nye hårdtslående taktikker. Men selvfølgelig finder man på rollelisten igen Sylvester Stallone, Jason Statham og Dolph Lundgren, mens nye navne bl.a. er Megan Fox, Tony Jaa og Andy Garcia.

 

[poll:1532484]