Guide: Påskens film

Højtiden byder som altid på masser af underholdning i biografen, og traditionen tro er der film i alle genrer og noget for alle aldre. Vi guider dig hermed til påskens udbud - god fornøjelse!
Til børn og barnlige sjæle:
Croods
Animationsfilm om neandertaler-familien Crood, der er tvunget til at forlade deres hule og begive sig ud på et eventyr, hvor de på deres rejse kommer mærkelige planter og forunderlige dyr i møde. 'Croods' kan ses i 2D og 3D med dansk tale og desuden i 3D med engelsk tale.
MGP Missionen
12-årige Karl og hans mor flytter fra Hvide Sande til København. På den nye skole møder Karl den tyrkiske Sawsan (Malika Sia Graff), og sammen begiver de sig vestpå med hver sin mission - Karl vil tilbage til Hvide Sande, og Sawsan vil vinde MGP i Herning.

Sammys store eventyr 2
Sammy og Ray nyder livet som bedsteforældre til Ella og Rickey. Problemer opstår da Sammy og Ray bliver fanget og ender som turistattraktion i et akvarium, der styres af gangster-søhesten Don Å. Sammy og Ray planlægger nu at flygte og finde tilbage til Ella og Rickey. Vises i både 2D og 3D.
Oppe på Valmuebakken
Japansk animationsfilm (med danske undertekster) til de største børn og barnlige sjæle. Filmen handler om det tilfældige møde mellem de to teenagerne Shun og Umi. Handlingen foregår i år 1963, hvor man i Japan er i færd med at forberede sig til De Olympiske Lege, der skal udspilles i Tokyo året efter.

Vilde Rolf
Disneys nye animationsfilm handler om Rolf, der er skurken i et arkadespil, men drømmer om at være helten. Så da der udkommer et nyt skydespil med den iskolde og barske Sergent Calhoun, ser Rolf det som sin fribillet til et nyt og lykkeligt liv som helt. Kan også ses i 2D med dansk tale og i 3D med engelsk tale.
Oz: The Great and Powerful
Fantasy-film for de større børn og barnlige sjæle. Tryllekunstneren Oscar Diggs (James Franco) transporteres fra Kansas til det eventyrlige land Oz, hvor befolkningen er overbeviste om, at Oscar er den troldmand, alle har ventet på med længsel. 'Oz: The Great and Powerful' er en prequel til 'The Wizard of Oz' og kan ses i 2D og i 3D.

Otto er et næsehorn
Topper finder en dag en gammel blyant, der viser sig at være magisk, så da Topper og hans kammerat Viggo tegner et kæmpe næsehorn hjemme i stuen, bliver dyret rent faktisk levende! 'Otto er et næsehorn' er en animationsfilm baseret på Ole Lund Kirkegaards børnebog fra 1972, og kan både ses i 2D og i 3D.
Min søsters børn i Afrika
Ungerne insisterer på at tage til Afrika og hjælpe truede dyr. Onkel Erik er dog ikke tryg ved tanken om mødet med de vilde dyr, men han bøjer sig og rejser med for at gøre en forskel. I Afrika bor de på en farm, der både er et dyrehospital og et fint hotel, og her møder de til deres store overraskelse fru Flinth.
Mest for voksne:
Les Misérables
Oscarvindende musical, der foregår i 1800-tallets Frankrig. Den bortslupne straffefange Jean Valjean (Hugh Jackman) jages konstant af politiinspektør Javert (Russell Crowe), men Valjean undslipper og slår sig ned sammen med sin adoptivdatter Cosette. Da Cosette mange år senere forelsker sig i den unge Marius, blusser jagten op på ny.

The Host
Romantisk science fiction-film baseret på Twilight-forfatteren Stephenie Meyers roman af samme navn (på dansk: Vandrende sjæle). Filmen handler en fremtidig verden, hvor menneskeheden er blevet invaderet af fremmede sjæle, der overtager menneskets sind én efter én.
Det grå guld
Dansk film om et ældre ægtepar (Birthe Neumann og Lars Knutzon), der bliver tvunget til at forlade deres lejlighed, fordi hele bygningen skal laves om til ungdomsboliger. Så da en gammel ven (Kurt Ravn) samtidig bliver sagt op fra sin stilling i banken, begynder trekløveret at planlægge et bankrøveri.
G.I. Joe: Gengældelsen
'G.I. Joe: Gengældelsen' tager sit udgangspunkt efter G.I. Joe: The Rise of Cobra. COBRA-organisationen har haft held til at infiltrere Det Hvide Hus. Samlingen af internationale supersoldater, G.I. Joe, står derfor over for deres hidtil største udfordring, når Cobra Commander trækker i trådene og får alle verdens ledere i sin hule hånd. Kan ses i 2D og i 3D.

The Place Beyond the Pines
Luke (Ryan Gosling) en professional stuntkører, som pludseligt opdager, at han har en søn sammen med sin ekskæreste Romina (Eva Mendes). I et desperat forsøg på at forsørge sin lille familie begår han en række bankrøverier, og kommer på kollisionskurs med den nyuddannede, ambitiøse politibetjent Avery Cross (Bradley Cooper). Mødet mellem de to får uforudsete konsekvenser.
Cloud Atlas
Stjernespækket science fiction-film, der med et episk snit behandler emner som hævn, religion og kampen for retfærdighed. Filmen er instrueret af ikke færre end tre instruktører, som tidligere har stået bag vidt forskellige film som Matrix-trilogien (Andy og Lana Wachowski) og 'Lola rennt' (Tom Tykwer).
Smagen af rust og ben
Ali flytter han med sin femårige søn til Antibes, hvor han møder kvinden Stéphanie (Marion Cotillard), der til dagligt optræder med spækhuggere i et gigantisk vandland. Da arbejdet med dræberhvaler en dag går frygteligt galt, tager Stéphanie kontakt til Ali, og en umage relation opstår.

Alle for to
I efterfølgeren til succeskomedien Alle for én (2011) genforenes de ikke altid lige smarte småforbrydere i skikkelse af Mick Øgendahl, Rasmus Bjerg og Jonatan Spang. Denne gang bliver alle tre snydt af en bankdirektør (Kim Bodnia), og derfor må de stå sammen om et nyt kup - ligesom "i gamle dage".
A Good Day to Die Hard
Bruce Willis er tilbage i sin mest ikoniske rolle som John McClane - storbybetjenten, der gang på gang og med attituden i behold bekæmper ubehagelige terrorister og griske forbryderbander. Denne gang rejser McClane til Moskva for at besøge sin søn Jack (Jai Courtney).
Flight
Oscarnomineret drama med Denzel Washington, som piloten der på mirakuløs vis redder et fly fra at forulykke, og derefter bliver genstand for en undersøgelse. På den ene side hyldes han som en helt, og på den anden side sås der tvivl om hans tilstand under flyvningen.