Guide - Sommerens film

Før i tiden var sommeren en død periode i biografen. Men sådan er det langt fra længere.
I dag vælger filmselskaberne sommerens premieredage til nogle af deres største blockbuster-aspiranter, og i år er bestemt ingen undtagelse. Tværtimod.
Kino.dk anbefaler ti film, som vi ser særligt frem til i juni, juli og august. Filmene tilhører forskellige genrer og er præsenteret i kronologisk rækkefølge.
Klik på en films titel for at læse mere og se trailer.
Snow White and the Huntsman
Årets anden Snehvide-filmatisering har Charlize Theron i rollen som den onde dronning, der forsøger at komme Snehvide (Kristen Stewart) til livs. Kristen (Twilight-Bella) Stewart tilfører filmen noget moderne, mens universet lægger sig mere op ad 'Ringenes Herre' end op ad Disneys tegnefilmsversion fra 1937. Det lader til at blive en film, der appellerer til fans af fantasy og eventyr.
Premiere den 7. juni
Ice Age 4: På gyngende grund
Manfred, Sid og Diego bliver sendt på en rejse på et isbjerg, hvor de tre animerede venner bl.a. støder på pirater og Syds gamle bedstemor. Med en indtjening på sammenlagt 1,922 mia. dollars på verdensplan for de tre første Ice Age-film, er det ikke underligt, at vi nu kan se frem til den fjerde i serien, som naturligvis byder på 3D.
Premiere den 28. juni
The Amazing Spider-Man
Nyfortolkning af Marvels superhelt i den blå-røde trikot giver et anderledes og måske lidt mørkere billede af Peter Parkers (Andrew Garfield) fortid med fokus på hans afdøde forældre. Filmen er på forhånd blevet kritiseret for at følge for hurtigt efter Tobey Maguire-trilogien, men selv den svage tredje film fra 2007 indspillede 890 mio. dollars på verdensplan, så mon ikke Marvel sidder med endnu et stærkt kort på hånden?
Premiere den 3. juli
The Dark Knight Rises
Årets tredje, store superheltefilm er Christopher Nolans afsluttende kapitel om Batman (Christian Bale), der tager kampen op imod superskurken Bane (Tom Hardy). De fleste box office-analytikere forventer, at 'The Dark Knight Rises' bliver sommerens største film (måske endda årets), men 'The Avengers' har i dén grad lagt pres på med en indtjening på over 1 mia. dollars på blot 19 dage.
Premiere den 20. juli
Abraham Lincoln: Vampire Hunter
Den sande historie om USA’s tidligere præsident? Måske, men uanset hvad leverer Abraham Lincoln: Vampire Hunter et nyt billede af Lincoln som politiker om dagen og vampyrjæger om natten. Det er en roman af Seth Grahame-Smith, der ligger til grund for action-gyseren, som er instrueret af manden bag 'Wanted' (2008).
Premiere den 2. august
Total Recall
I den nye filmatisering af Philip K. Dicks science fiction-novelle spiller Colin Farrell en mand, der køber et hukommelsesimplantat fra firmaet Rekall, men ender på flugt fra politiet. Handlingen er flyttet væk fra Mars, hvor den tidligere filmatisering med Arnold Schwarzenegger foregik, men der lægges op til science fiction-underholdning i den actionfyldte ende af skalaen.
Premiere den 9. august
The Bourne Legacy
Jeremy Renner overtager hovedrollen fra Matt Damon, men spiller en ny karakter i Bourne-universet. Aaron Cross er ligesom Jason Bourne en del af Treadstones hemmelige agent-projekt, men er eftersigende endnu smartere og dygtigere end Bourne. Om Cross har styrke nok til at overgå Jason i billetsalg, skal derimod komme an på en prøve.
Premiere den 16. august
Den skaldede frisør
Susanne Bier vender tilbage til sin første romantiske komedie siden 'Den eneste ene' (1999), hvor Trine Dyrholm er kræftramt frisør, der skal til sin datters bryllup i Sydeuropa. Det virker som lidt af et scoop at have eks-James Bond-skuespilleren Pierce Brosnan med i filmen, og 'Den eneste ene' solgte over 800.000 billetter herhjemme, så forventningerne er store.
Premiere den 30. august
Modig
Merida er Pixars første kvindelige hovedrollehelt, og som skotsk prinsesse trodser hun sine forældre ved at forfølge drømmen om at blive bueskytte. Modig virker på mange måder som et modigt valg for Pixar, der aldrig har præsteret et flop, for filmens udseende synes lidt mørkere og mere regnfuldt end film som 'Ratatouille' og 'Toy Story 1-3'. Men mon ikke, at de kreative filmskabere igen har ideer til en succes?
Premiere den 30. august
The Expendables 2
Antallet af aldrende actionstjerner er overvældende i 'The Expendables 2', der tæller navne som Sylvester Stallone, Arnold Schwarzenegger, Dolph Lundgren, Jean-Claude van Damme, Chuck Norris og Bruce Willis samt de lidt yngre Jason Statham og Liam Hemsworth. Missionen: Hævn over Tools død! Midlet: Våben nok til at fylde en mindre hær med kugler.
Premiere den 30. august