Guide til Sherlock Holmes

Vi kender ham fra film og TV som mesterdetektiven over dem alle, senest i Guy Ritchies biografaktuelle Sherlock Holmes 2: Skyggespillet. Men hvem er Sherlock Holmes egentlig? Vi bringer en guide til den engelske snushane.
Den litterære Holmes
Sherlock Holmes, fra 221B Baker Street i London, har været litteraturens mest berømte detektiv siden 1891. Det var her, figuren fik sit gennembrud med korte historier i Strand Magazine, som året efter blev samlet i ’The Adventures of Sherlock Holmes’, der for alvor gjorde Sherlock Holmes berømt og ikke mindst til en økonomisk lukrativ karakter.
Forinden havde den skotske forfatter, Arthur Conan Doyle (1859-1930), skrevet to romaner med detektiven i hovedrollen, men hverken 'A Study in Scarlet' (1887) eller 'The Sign of Four' (1888) vakte i sin tid den store opmærksomhed, og der var på ingen måde tale om en øjeblikkelig succes. Den kom til gengæld med de korte historier om Sherlock Holmes og Dr. Watson, og fænomenet blev faktisk så populært, at Conan Doyle blev træt af sin egen opfindelse og lod hans helt dræbe af ærkefjenden Moriarty. Det skete i novellen 'The Final Problem' fra 1893 (der findes i 'The Memoirs of Sherlock Holmes'), hvor både Holmes og Moriarty antydes at være styrtet i døden ved et schweizisk vandfald.
Med detektivens endeligt kunne Conan Doyle koncentrere sig om historiske romaner frem for de mere kulørte kriminalhistorier, men presset fra begejstrede krimifans (og manglende succes med andre værker) fik forfatteren til at skrive sin tredje deciderede Sherlock Holmes-roman - 'The Hound of the Baskervilles' (1902).
Historien blev den mest kendte om den geniale detektiv, der med strengt logiske følgeslutninger og fremgangsmetoder atter klarer ærterne, mens tidens moral trues af mørke og driftige kræfter symboliseret ved den djævelske titelhund. Holmes var ellers død, men det problem blev i første omgang løst ved at lade historien finde sted før 'The Final Problem' og senere bortforklaret med, at detektiven slet ikke døde ved det kun tilsyneladende skæbnesvangre vandfald. Herefter kunne Conan Doyle fortsætte sine fortællinger, og det blev i alt til fire romaner og 56 noveller om verdens mest berømte detektiv, der siden har været udødelig.
Sherlock Holmes på film
Guy Ritchies fortolkninger af Sherlock Holmes er naturligvis langt fra de første film af slagsen. Ifølge IMDb.com findes der 250 forskellige film- og TV-versioner af historierne, og skuespilleren Eille Norwood har rekorden med 47 spillefilm som detektiven. Den mest ikoniske Sherlock-skuespiller er nok Basil Rathbone, der fra 1930 og 20 år frem var indbegrebet af den piberygende karakter, der siden har været populær af flere omgange - bl.a. som Disney-tegnefilm i 80erne og som TV-serien 'Sherlock' fra 2010 med Benedict Cumberbatch i titelrollen og Martin Freeman som Dr. Watson.
Sherlock Holmes karakteristika
Skuespiller: Robert Downey, Jr.
Medhjælper: Dr. John Watson (Jude Law)
Beskæftigelse: Privatdetektiv
Kendetegn: Piberygende og ulasteligt klædt
Kærlighedsliv: Ugift, men har et godt øje til tyven Irene Adler (Rachel McAdams)
Våben: Revolver og stave. Også dygtig til nærkamp
Personlighed: Overlegent intellekt og næsten overnaturligt øje for detaljer. Kan dog også være hemmelighedsfuld og lusket og bruger gerne forklædning til at opnå sine mål
Særlige evner: Mester i strengt logiske følgeslutninger og deduktive metoder
Svaghed: Tendens til depression og bevidsthedsudvidende stoffer