Hævn, helte & tilgivelse: Hvad handler alle Clint Eastwoods film om?
Clint Eastwood er i en alder af 88 aktuel med sin 37. spillefilm som instruktør, The Mule. Her spiller den Oscar-vindende legende en pensionist, der bliver narkosmugler for det mexicanske kartel.
Vi kigger derfor nærmere på en af filmhistoriens mest ikoniske mænd i hans virke af instruktør og præsenterer nogle af de overordnede tematikker, der har kendetegnet hans værker siden debuten med ’Play Misty for Me’ i 1971.
Fokus er altså kun på instruktøren Eastwood, da han også der er en exceptionelt produktiv mand - nærmest kun sammenlignelig med Woody Allen. Men i modsætning til Allen, der laver den samme film om og om igen, er der flere forskellige emner og et mere alsidigt genre-udvalg på spil i Clintens arbejde.
Som alle ved, startede Eastwood som skuespiller, og hans filmskole var derfor det tætte samarbejde med de to legendariske instruktører, der formede myten om Eastwood - Sergio Leone og Don Siegel med henholdsvis Manden uden navn- og Dirty Harry-karakteren. To roller der i den grad behandler emnerne hævn og selvtægt for i sidste ende at inspirere til frelse.
Hævnen er på mange måder det største tema i Clintens samlede arbejde. Om ikke andet det mest ikoniske.
Først og fremmest via hans westerns, der som instruktør tæller High Plains Drifter (1973), The Outlaw Josey Wales (1976) og Pale Rider (1985). Især ’The Outlaw Josey Wales’ er en undervurderet perle om en mand – meget lig Manden uden navn – på kollision med de soldater, der dræbte hans familie. En kommentar på tidens antiautoritære ånd efter Vietnam-krigen, men også en moderne western i forlængelse af film som Sam Peckinpahs ’The Wild Bunch’ (1969).
Unforgiven (1992)
Hævn er i den grad også det grundlæggende tema i Eastwoods banebrydende værk som instruktør, Unforgiven fra 1992, der kom efter en sløj 80er-periode. Filmen vandt fire Oscars (bl.a. Bedste film, instruktør og skuespiller) og gjorde med et Eastwood til en af branchens mest respekterede filmskabere. Det er en western og en anti-western på en og samme tid – samt den sidste western nogensinde fra Clintens hånd. Dræberen William Munny, der søger tilgivelse for sine handlinger med et sidste retfærdighedssøgende job, er den ultimative afsked med den tavse poncho-bærende karakter fra Leones Dollars-trilogi, A Fistful of Dollars (1964), For a Few Dollars More (1965) og The Good, The Bad and The Ugly (1966). Filmen er da også dedikeret til den italienske spaghettiwestern-instruktør.
I Unforgiven søger Eastwoods karakter frelse for fortidens gerninger, og det samme gør han nu i den aktuelle The Mule.
Selvtægt. Sig ordet og du tænker straks på Dirty Harry. Strømeren ingen chef, intet system og ingen forbryder kunne lægge bånd på. Manden, der anså alt og alle for tøsedrenge i fem film (1971-88), hvor han stille og roligt udviklede sig til en mere tilgivende størrelse. Eastwood instruerede den fjerde film Sudden Impact (1983). Harry Callahans vrede blev så meget lig Eastwood at, da instruktøren i 2008 lavede Gran Torino om en sammenbidt gammel republikaner, der ender med at omfavne en familie af immigranter, vidste publikum godt, at karakteren Walt Kowalski i virkeligheden var Harry, der skulle tilgives mange års selvtægt… selvfølgelig ved at udøve selvtægt.
Også i den tæt på Shakespeare-melodramatiske, men yderst effektive og knugende Mystic River (2003) håndterer Eastwood den maskuline ide om hævn. Denne gang kommer den dog til skamme og går ud over den forkerte. Endnu et højdepunkt for instruktøren.
Allerede i western-musicalen Honkytonk Man (1982) så vi Clinten i en faderlig mentorrolle – her over for hans egen søn. Også i Unforgiven er en ung mand i lære hos den garvede Clint, men det var dog især i A Perfect World fra 1993, at emnet kom til sin ret. Her spillede Kevin Costner en kriminel, der kidnapper en dreng, mens ordensmagten (Clinten selv) jagter dem igennem USA. En smuk film om det uperfekte helteforbillede, men mere om det senere.
Gran Torino (2008)
Temaet sås også i Gran Torino, hvor nabodrengen kommer ind under huden på den gamle gnavpot, og i Oscar-succesen Million Dollar Baby (2004), spillede Clinten surrogatfar og træner for en ung kvindelig bokser - så overbevisende, at han fik karrierens eneste Oscar-nominering for skuespil. Tåreperseren fulgte efter 'Unforgiven' og ’Mystic River’, og var med til en gang for alle at begrave ideen om Eastwood som en skuespiller, der legede instruktør. Samtidig var slutningen på filmen (SPOILER ALERT), hvor hovedkarakteren modtager aktiv dødshjælp, kontroversiel for den republikanske filmskaber, der ofte prædiker andre værdier på det store lærred.
Eastwood er amerikaner med stort A. Og de amerikanske - sjældent todimensionelle - helte er da også en hovedingrediens på cv’et. Soldaterne fylder en del fra Heartbreak Ridge (1986) til Flags of Our Fathers (2006). Bedst er det gjort i Letters from Iwo Jima (2006), der fortalte den japanske version af Anden Verdenskrig samt i giga-successen American Sniper (2014) med Bradley Cooper som en snigskytte, der udvikler posttraumatisk stresslidelse. En kritik af invasionen af Irak.
Derudover berører Eastwood ofte sine helte via biografiens format, hvor han sætter det humane aspekt langt højere end den all-american heltedyrkelse, man kunne frygte fra en gammel konservativ. Det startede med Bird (1988) om jazz-musikeren og stofmisbrugeren Charlie Parker, efterfulgt af den semi-biografiske White Hunter, Black Heart (1990) med ham selv som den maniske filminstruktør John Huston på elefant-jagt. En alt for overset film der gjorde ham moden til ’Unforgiven’.
J. Edgar (2011)
I J. Edgar (2011) var han ikke bange for at kritisere højrefløjs-helten, den kontroversielle FBI-direktør. Filmen selv tenderede dog til det skematiske og gammelmandstunge. Men Clinten kom stærkt igen med den stramt fortalte skildring af piloten Chesley Sullenbergers landing på Hudson-floden i Sully (2016).
Retfærdighedssøgende hverdagshelte er også en fast bestanddel af Eastwoods repertoire. Senest i The 15:17 to Paris (2018), hvor to amerikanske turister standsede et terrorangreb i et tog. Ideen om de civiles magt er lige ham, da filmskaberen – som vi også så det i Dirty Harry-serien - næppe er fan af systemet. Politiet skildres ofte som direkte ubegavet og politikere som korrupte. Se fx krimien True Crime (1999) om justitsmord eller Absolute Power (1997), hvor Gene Hackmans præsident fældes af Clintens everyday-man-indbrudstyv.
Kvinder er ikke et tema som sådan, men gennem årene har Eastwood uden tvivl udviklet sig i sin fremstilling af netop disse. Fra det pinligt gammeldags til det ophøjede. I debuten Play Misty for Me blev hans radiovært forfulgt af en kvindelig, hysterisk psykopat. Og i The Eiger Sanction (1985) var den helt gal. Her blev kvinder i den grad iscenesat som sex-objekter. Værst er scenen, hvor Clintens bjergbestiger mumler noget a la ”Yeah I thought I'd given up rape but I've changed my mind” i en forførelsesscene.
Et slag i ansigtet på en kvinde var heller ikke under bæltestedet. Hverken i Play Misty for Me eller i den horrible The Gauntlet (1977) om en strømer, der skal beskytte en prostitueret. I boksefilmen Million Dollar Baby var slagene en del mere velargumenterede.
Play Misty for Me (1971)
Første skidt på vejen til et bedre kvindesyn kom med den smukke The Bridges of Madison County (1995) - et decideret hovedværk hos Eastwood. Og desværre en film som mange fans af hans maskuline persona konsekvent ignorerer. Meryl Streep spiller her en hjemmegående hustru i 60ernes midtvesten, der mens manden og børnene er ude at rejse, indleder en stormfuld affære med en fotograf. En perfekt og dybt rørende kærlighedsfilm som skiller sig ud fra hans resterende 36 film.
Clinten synes herefter at være kommet i bedre kontakt med sin feminine side, og flere af hans film har sidenhen haft den fremmedgjorte datter som tema. Bl.a. i film som Absolute Power, Million Dollar Baby og sidst den aktuelle The Mule (hvor hans virkelige datter indtager rollen). Det er som om den gamle gut gerne vil tilgives for de mange endimensionelle kvindebilleder gennem tiderne, på samme måde som hans mange barske karakterer med tiden gerne ville tilgives.
