Harry Potter-skuespiller i ny Bond-film

Hun er bedst kendt som Narcissa Malfoy i den populære Harry Potter-serie. Men Helen McCrory, som Draco Malfoys mor hedder i virkeligheden, skal nu spille med i endnu en franchise af de helt store.
Hun har netop fået en rolle i den 23. James Bond-film, der får titlen 'Skyfall'. McCrory kommer dermed til at spille sammen med en anden tidligere Harry Potter-kollega - nemlig Ralph Fiennes, der spillede Voldemort i serien.
Ud over McCrory er svenske Ola Rapace også blevet tilføjet til rollelisten. Ola, der er eksmand til Lisbeth Salander-skuespilleren Noomi Rapace, er kendt fra Beyond, hvor de to spiller sammen.
Helen McCrory og Ola Rapace tilslutter sig 007-holdet bestående af bl.a. Daniel Craig, Javier Bardem, Bérénice Marlohe, Judi Dench, Naomie Harris, Albert Finney og Ben Whishaw.
Skyfall får premiere den 25. oktober 2012.