Harry Potter-stjerne er satanist i ny gyser fra It-instruktør

Se traileren til 'They Will Kill You'
They Will Kill You
(© Warner Bros.)

Intet er som det ser ud til på overfladen i They Will Kill You, en kommende film produceret af It-instruktør Andy Muschietti, der blander gys, action og komedie i en særdeles blodig cocktail.

Warner Bros. har sluppet den første trailer løs til det nye gys, og det ser ud til at blive et både intenst og grusomt eventyr med fart over feltet.

Se traileren nederst i artiklen.

I hovedrollen finder vi Zazie Beetz (Deadpool 2), der her spiller en ung kvinde som lige er blevet ansat på det gamle, eksklusive hotel The Virgil. Hotellet er enormt, og de ansatte er mystiske, men hun starter trods alt på arbejdet som hun ville ethvert andet.

Det viser sig dog hurtigt, at vores heltinde snart går en farefuld nat i møde.

Bag facaden er The Virgil nemlig ikke et helt almindeligt hotel. Nej, snart indser hun at hendes nye arbejdsplads er styret af en satanisk kult, som hver måned ofrer et menneskeliv til de dæmoner, de tilbeder - og de har udset sig hende som deres næste offer.

They Will Kill You
(© Warner Bros.)

Nu må hun tage kampen op alene mod en hel bygning af trænede mordere og gange fyldt med dødsfælder for at overleve. Hovedpersonen gemmer dog også på nogle af sine egne hemmeligheder.

Zazie Beetz har begået sig flere gange i actiongenren før med sine roller i Deadpool 2 og Joker, og man kender hende desuden også fra sin roste rolle i Donald Glovers komediedramaserie 'Atlanta', hvor hun indhentede en Emmy-nominering for sin præstation.

Harry Potter-stjernen Tom Felton, som mange vil kende som Draco Malfoy, er blandt satanisterne, som er ude efter blod.

De får selskab af et stærkt og veloplagt cast, der tæller bl.a. Patricia Arquette, Heather Graham, samt stjerneskuddet Myha'la, som fik sit gennembrud i HBOs populære dramaserie 'Industry'.

Filmen er instrueret af den russiske filmskaber Kirill Sokolov, som hermed udkommer for første gang med en engelsksproget film. 

Det er søskendeparret Andy og Barbara Muschietti der producerer, som er bedst kendt for at stå bag 2010'ernes film baseret på Stephen Kings grufulde roman 'It', og ligeledes prequel-serien, 'It: Welcome to Derry', der havde premiere på HBO sidste år - og som vi inkludere på vores liste over sidste års bedste serier.

'They Will Kill You' kan ses i biografen fra den 26. marts.

Se traileren herunder:

Nyeste film i biografen