Henry Cavill vender tilbage som Superman i ny trilogi
Henry Cavill kan godt begynde at stryge Superman-dragten. For bedst som vi alle gik og troede, at den britiske skuespiller havde været The Man of Steel for sidste gang, så har han nu underskrevet en ny kontrakt med Warner Bros.
Det skriver The Cultured Nerd, der mener at have dette bekræftet fra pålidelige kilder.
Henry Cavill skulle endda selv have været med til at pitche den nye ide, som har ført til forhandlingerne.
Den nye kontrakt består af tre Superman-film, hvilket kunne tyde på, at en decideret trilogi er på vej.
Derudover finder man i kontrakten en mulighed for, at Superman kan dukke op i andre DC-film, herunder Shazam! 2 og Black Adam.
Den 37-årige skuespiller forventes altså at skulle spille Superman mindst 5-6 gange mere i DCs filmunivers.
Indtil videre har Cavill optrådt som Clark Kent og hans superhelte-alias i tre film, bestående af Man of Steel, Batman v Superman: Dawn of Justice og Justice League.
Om Cavill vil komme til at møde Robert Pattinsons Batman vil tiden vise.