Her er alle de kommende Marvel-film i biografen

I anledning af premieren på den kommende The Marvels film, giver vi dig her et overblik og en opdateret liste over alle de film, som indtil videre er blevet planlagt i Marvels cinematiske univers (MCU).
’The Marvels’ er opfølgeren til Captain Marvel fra 2019 og en del af Fase 5. Da Carol Danvers kræfter bliver filtret sammen med hendes niece, Monica Rembeau, og en af hendes største fans, Kamala Khan, som blev introduceret i Tv-serien Ms. Marvel fra 2021, må de alle samarbejde for at redde universet.
Med den nuværende skuespillerstrejke er alle premieredatoerne i princippet i fare for at blive rykket, og samtidig er der forlydender om, at Marvel Studios vil foretage store ændringer i deres line-up. Intet er dog meldt ud endnu, så indtil videre ser Marvels kommende film i biografen ud som følger:
Fase 5:
- Deadpool 3 (Biografpremiere 2. maj 2024)
Ryan Reynolds er tilbage i rollen som den flabede Wade Wilson. Der er ikke afsløret meget af handlingen endnu, men Hugh Jackmans Wolverine spiller en rolle i filmen, som vil bringe de to populære karakterer sammen for første gang i MCU. Filmen instrueres af Shawn Levy, som tidligere har arbejdet sammen med Ryan Reynolds på filmene ’Free Guy’ og ’The Adam Project’.

- Captain America: Brave New World (Biografpremiere 25. juli 2024)
I denne film følger vi karakteren Sam Wilson, også kendt som ‘The Falcon’, da han tager over for Steve Rodgers. Der er desværre ikke kommet noget ud om selve plottet endnu. Filmen bliver instrueret af Julios Onah. I rollen som den nye Captain America ses Anthony Mackie, som vi også kender fra de andre ’Captain America’ film.
- Thunderbolts (Biografpremiere 19. dec 2024)
Filmen samler flere skurke fra tidligere Marvel-film og bringer dem sammen på en mission for den amerikanske regering. I Fase 5 er Thunderbolts den eneste film om en superheltegruppe, mens både Fantastic Four og Avengers må vente til Fase 6. Blandt skurkene er den nye ’Black Widow’, Yelena Belova spillet af Florence Pough, samt Bucky Barnes spillet af Sebastian Stan. ’Thunderbolts’ instrueres af Jake Schreier, som tidligere har lavet filmen ’Paper Towns’.
- Blade (Biografpremiere 13. februar 2025)
Mahershala Ali ses her i rollen som vampyr-jægeren Blade i filmen af samme navn, der instrueres af franske Yann Demange. ’Blade’ har tidligere været filmatiseret i 1998 med Wesley Snipes i hovedrollen. Den fik to efterfølgere, og den sidste, ’Blade Trinity’, udkom i 2004. Produktionen har været udfordret af både omskrivninger af manuskriptet og mangel på retning i plottet, hvilket har betydet, at premieren er blevet rykket.

Fase 6:
- Fantastic Four (Biografpremiere 1. maj 2025)
Til at starte fase 6 har vi ‘Fantastic Four’, som endelig bliver tilføjet til Marvels cinematiske univers. Her møder vi karaktererne Reed Richards, Susan Storm, Johnny Storm og Ben Grimm. Efter en tur til det ydre rum får de superkræfter og bliver derfor til Mr. Fantastic, Den usynlige pige, Flammen og Tingen. Der er tidligere blevet lavet flere film om karaktererne, senest en mislykket version i 2015. Det vides endnu ikke, hvilke skuespillere der er med i filmen, men vi ved, at instruktøren bag er amerikaneren Matt Shakman, som også instruerede alle 9 afsnit af Marvel-serien WandaVision.
- Avengers: The Kang Dynasty (Biografpremiere 30. april 2026)
Dette er den femte film om Marvels superheltegruppe, der dog ser ud til at lægge de mest kendte helte på hylden for i stedet at fokusere på yngre karakterer. Destin Daniel Cretton, som også står bag Marvel-filmen, ’Shang-Chi and the Legend of the Ten Rings, står til at skulle instruere filmen. Jonathan Majors, der spiller titelkarakteren Kang, har indtil videre været eneste bekræftede navn på rollelisten, mens kontroverserne omkring hans privatperson har sat spørgsmålstegn ved hele hans involvering i Marvels cinematiske univers, og derved må denne film også ses som værende i en slags limbo: Beholder man Kang og Majors, skifter man skuespilleren, eller skifter man både skuespiller og karakter ud (og går måske med en anden superskurk)?
- Avengers: Secret Wars (Biografpremiere 30. april 2027)
Sjette film om superheltegruppen fra Marvel. Det er ikke meget man ved om denne film endnu, men der går rygter om, at mange tidligere Marvel-karakterer vil vende tilbage. Desuden ser det ud til, at filmen vil ændre franchisen for evigt. Der er ingen instruktør på endnu.
- Amor Wars (Biografpremiere ukendt)
James Rhodes må tage alle hjælpemidler i brug, da Tony Stark’s opfindelse falder i de forkerte hænder. Don Cheadle spiller igen rollen som Iron Mans tro følgesvend. Filmen har ingen instruktør på endnu, og i det hele taget er der mange usikkerheder omkring filmen og dens status i MCU-line-uppet.