Hollywoods nye superstjerne

Han har spillet sammen med Will Smith, Keanu Reeves og Harrison Ford. Han er taget under Steven Spielbergs vinger. Han medvirker i den ene store succes efter hinanden. Og han er 22 år.
Shia LaBeouf er én af tidens største stjerner. Karrieren startede allerede som ung teenager, da enebarnet LaBeouf forsøgte sig som stand-up komiker med egen agent. Noget der inden længe resulterede i mindre filmroller.
Gennembruddet kom i form af Disney-filmen ’Holes’ fra 2003, og i 2004 stod han overfor Will Smith i ’I, Robot’. Som om det ikke var nok, spillede han året efter sammen med Keanu Reeves i hittet ’Constantine’.
Succesen fortsatte, da han I 2007 fik hovedrollen i Hitchcock-klonen Disturbia. Filmen blev ikke anset for noget særligt, indtil den omsatte for $80 millioner.
Samme år delte han hovedrolle med gigantiske robotter i ’Transformers’ – et af årets største hits, og 2007 syntes derfor umulig at overgå for den unge stjerne. Med mindre han kunne få en rolle i det efterfølgende års måske største titel – Indiana Jones IV.
Det fik han naturligvis, og Shia LaBeouf tog på eventyr med Harrison Ford i rollen som den Marlon Brando-inspirerede Mutt Williams.
Shia LaBeouf er derfor et udmærket bud på dette årtis udgave af Tom Cruise i 80’erne. Han besidder ikke Top Gun-stjernens åbenlyse gode udseende, men er alligevel på rollelisten i de største filmsucceser.
Tom Cruise slog igennem med 'Top Gun' som 24-årig på et tidspunkt, hvor et tv-reklame look og kampfly fotograferet i slow-motion var sagen. I dag er anderledes, og samme glatte type ville næppe fungere i film som ’Disturbia’, ’Transformers’ og ’Indiana Jones IV’. Det gør derimod Shia LaBeouf.
Fredag den 3. oktober kan han ses i thrilleren Eagle Eye i selskab med Michelle Monaghan og Billy Bob Thornton, og næste år vender han tilbage i ’Transformers 2’.
Vi tør derfor godt spå, at Shia LaBeouf ikke bliver til at komme udenom på det store lærred de næste mange år.
(Se i øvrigt fotogalleriet med skuespilleren på forsiden af www.kino.dk).