Hollywoods underligste skuespiller

”Filmbranchen laver kun dumme film”
Crispin Glover i 'Willard' (2003)
(© New Line Cinema)
Kultfilmstjernen Crispin Glover - kendt især for sin rolle som Michael J. Fox’s far i ’Tilbage til fremtiden’ og som The Thin Man i ’Charlies Angels’ - besøgte forleden København i anledning af filmfestivalen CPH PIX.

Undertegnede sad på forreste række til en oplevelse, jeg sent vil glemme og til en omgang skæld ud til filmbranchen generelt.

Biografen Grand havde lagt scene til Glovers vaudeville-show, der bestod af først en oplæsning af sine otte korte bøger med tilhørende diasshow, dernæst fremvisning af filmen ’It is Fine, Everything is Fine!’, instrueret af Glover selv. Til sidst svarede skuespilleren/forfatteren/instruktøren/maleren/sangeren på en omgang Q&A.

Glover var halvanden time forsinket og kæmpede med en del tekniske problemer. Men da først showet rullede, var publikum i hans hule hånd – mest fordi absurditeten holdt os tryllebundet.

Bøgerne og diasshowet kan bedst sammenlignes med andre multikunstnere som David Lynch og Tim Burton. Glover har da også haft glansroller hos begge.

Filmen ’It is Fine, Everything is Fine!’, der handlede om en stærkt handikappet mands morderiske og seksuelle erobringer, var bestemt ikke for alle. Dog må man give Glover, at han havde truffet konsekvente valg, ved ikke at gøre sin spastiske hovedkarakter mere tilgængelig, end denne ville være i den virkelige verden.

Som man kunne regne ud undervejs i filmen, er Glovers projekt ment som en slags protest overfor det etablerede Hollywoods konfliktsky verdenssyn. Glover fortalte afsluttende, at han kun medvirker i Hollywoodfilm for at kunne tage tabuer op til diskussion via sine egne film.

Desværre viser Hollywoods underligste filmstjerne kun sine film eksklusivt live.