Hugh Grant er med i sin første gyserfilm nogensinde... i den helt perfekte rolle

Fra roller som charmerende førsteelsker i romantiske komedier som Notting Hill, Love Actually og Bridget Jones' Diary til i de seneste år at have bredt sit talent yderligere ud i bl.a. Paddington 2 og dette års Dungeons & Dragons: Honor Among Thieves og Operation Fortune: Ruse De Guerre, kaster Hugh Grant sig nu over gyset.
Den britiske stjerne er nemlig på tale til en rolle i gyserfilmen Heretic, der skrives og instrueres af Scott Beck og Bryan Woods, som bl.a. også stod bag manuskriptet på gyserfilmen A Quiet Place og ligeledes skrev/instruerede dette års science fiction-drøn 65 med Adam Driver.
'Heretic' kommer efter sigende til at handle om to unge kvinder, der ender i et farligt katten-efter-musen-spil med en excentrisk mand. Det er excentrikeren, som Hugh Grant skulle være ved at lukke aftalen på at spille. Det skriver Deadline.
LÆS OGSÅ: Gyser-stjerne melder sig klar til at overtage rollen som Freddy Krueger
Det er ingen ringere end det anerkendte filmselskab A24, der står bag 'Heretic'. Selskabet har bl.a. stået bag gysere som kritikerroste Midsommar, Hereditary og The Witch samt Oscar-vindere som The Whale, Moonlight og Everything Everywhere All At Once.
Selvom det måske nok er Hugh Grants første film i gyserland, har han tidligere dog været et skurkagtigt bekendtskab. Bl.a. i The Gentlemen og netop 'Dungeons & Dragons: Honor Among Thieves', mens han har taget sig drabeligt ud som stammeleder i Cloud Atlas.
Hugh Grant er dog inden sit mulige hovedspring ind i gysergenren biografaktuel som en Oompa Loompa i musicalen Wonka med Timothée Chalamet i titelrollen.