"Hvis jeg var født for nogle årtier siden, så var det måske sket for mig"
Den nye danske film Ustyrlig stiller skarpt på et mørkt kapitel i danmarkshistorien. Det danske drama fortæller nemlig om kvindehjemmet på Sprogø og udspiller sig i 1933, hvor den løsslupne og blot 17-årige Maren erklæres for "åndssvag" og sendes væk fra sin familie.
På stedet møder hun en gruppe andre kvinder, der heller ikke passer ind i tidens normer. Og regeringen har tager grove metoder i brug overfor de uskyldige, unge kvinder, der bl.a. involverer fratagelse af børn og tvangssterilisering.
I hovedrollen som Maren ses det unge stjerneskud Emilie Kroyer Koppel, der med 'Ustyrlig' markerer sig som en dansk films mest spændende navne lige nu.
Vi har mødt den 20-årige skuespiller til en snak om den krævende rolle som 17-årige Maren og hele den sørgelige historie, som filmen er baseret på:
- Jeg vidste, at der engang eksisterede et kvindehjem på Sprogø. Men jeg vidste meget lidt om, hvilket sted, det egentlig var. Det overraskede mig virkelig, at det ikke var noget, jeg havde lært om i skolen, fordi det er så chokerende. Både, hvad der fandt sted, og også hvor lang tid det fandt sted. Helt op i 1960'erne, fortæller Emilie og konstaterer:
- Det er ikke særlig mange år siden. Det er det, som er helt sindssygt.
For stærkt til sin tid
Emilie mener selv, at Maren er helt normal pige, som i dag ikke ville trække de store overskrifter, men som i 1930’erne blev et offer for tidens strenge normer overfor kvinder:
- Maren er i virkeligheden efter vor tids normer en helt normal pige, som har livslyst, nysgerrighed og stædighed. Alt det som mange unge kvinder har. Hun er lidt for meget, lidt for vild og umiddelbar. Og det er jo så det, som er "forkert" ved hende. Det er dét, som hun bliver diagnosticeret for.
- Der er intet, der adskiller Maren fra en normal pige i dagens Danmark. Når jeg siger, at hun er vild eller lidt for meget, så er det jo, som man skal være, og som en ung kvinde er. Man er nysgerrig på lyst og seksualitet. Jeg vil sige, at Maren kunne lige så godt være en pige, som du kunne møde på hvilken som helst klub eller bar. Hun var så bare for stærk for sin tid, fortæller skuespilleren.
Ægte gråd
Tilgangen til rollen var ret naturlig for Emilie:
- Jeg tænkte bare, at det er ikke så lang tid siden, jeg var 17 år, og Maren kunne godt være mig. Så hvordan ville jeg reagere på det her? Så mange af tingene kommer naturligt i scenerne.
- Jeg havde ikke en kæmpe "method"-periode inden, efter eller undervejs. Der var noget med tiden, hvordan man snakkede og holdningerne. Men scenen, hvor jeg holder en baby, som bliver taget fra mig, og babyen græder, så begynder jeg også at græde ægte.
"Hvis jeg var født for nogle årtier siden, så var det måske sket for mig"
Noget af det mest skræmmende for det unge stjernefrø var netop, at det kunne havde været hende selv, hvis hun var født i anden tid. Emilie fortæller:
- Det er helt vanvittigt, og det er så sindssygt. Det er en historisk film, som taler ind i en fortid, men den fortid er bare ikke længere væk end, at det skete i fucking 60'erne! Det vildeste ved at lave den her film var, at jeg kunne lave nogle scener, som føltes helt sindssyge at spille, og så bagefter tænke: "Det er ikke så lang tid siden, at der er en kvinde, som har siddet her". Eller har råbt de samme ting. Eller har været helt uforstående overfor, hvad I gør ved mig. Hvorfor kontrollerer I min krop? Hvorfor bestemmer I over min krop? Hvorfor isolerer i mig?
- Det ramte mig helt klart nogen gange under optagelserne, hvis jeg var født for nogle årtier siden, så var det her måske sket for mig. Og alle de scener, vi laver, har jo på en eller anden måde fundet sted i virkeligheden!
Det er ikke en offerfilm
Det er dog vigtigt for den 20-årige skuespiller at understrege, at 'Ustyrlig' er en hyldest:
- Det er ikke en offerfilm. Det er en hyldest til de her kvinder, som var for stærke for deres samtid og vise, hvor hårdt de kæmpede. Derfor håber jeg, at Maren netop skal vise en blanding af styrke, kvinderne havde, og den urimelighed, som hun blev mødt med, og hvordan det ramte hende. Jeg føler et ansvar, men det var ikke noget, jeg tænkte over, da vi filmede; der handlede det om at gøre det, så godt jeg kan.