Ikonisk Lars von Trier-rolle inspirerede instruktøren bag ny dansk film
En ny dansk film ud over det sædvanlige har netop fået premiere i biografen, hvis fortælling handler om en adopteret ung mand fra Sydkorea og hans længsel efter at finde sine rødder.
Stille liv er således historien om den 19-årige Carl, der lever et stille liv på landet med sine forældre, men som adopteret barn er splittet mellem to verdener. Hans forældre regner med, at han skal overtage slægsgården og føre familiens stolte landsbrugstraditioner videre, men Carl bærer samtidig rundt på en hemmelig længsel om at finde sine rødder og sin egen plads i verden.
Læs også: Hovedrollen i ny dansk film blev fundet på gaden
Filmen havde sin internationale premiere på filmfestivalen i Berlin tidligere i år, hvor 'Stille liv' også modtog FIPRESCI-prisen, som uddeles af en jury bestående af internationale filmkritikere.
Vi mødte instruktøren Malene Choi, der selv er adopteret fra Sydkorea, til en snak om hendes biografaktuelle film, herunder bl.a. valget af skuespillere, Sydkoreas betydningsfulde filmtradition og en tilfældig sammenligning med hendes tidligere kollega Christian Tafdrup.
Vil du ikke starte med at fortælle om inspirationen bag 'Stille liv'?
- Jeg startede med at tage til Seoul, efter jeg var færdig på Filmskolen, så det var første gang, at jeg mødte nogle andre adopterede. Og der mødte jeg en masse unge mænd, der fortalte om deres liv alle mulige steder rundt omkring i verden.
- Der var en, der hed Shane fra Minnesota, en meget ung og køn fyr. Da han holdt afskedsparty, så gemte han sig ligesom under sengen. Og så var der nogen, der spurgte, "are you okay?" Så sagde han, "no, I'm adopted." Og så fortalte han om, hvordan han var blevet mobbet hver eneste dag, han skulle køre i skolebus.
- Hans historie flettet sammen med en dansk adopteret, som havde levet de sidste mange år i London, fortalte om, at han var løbet hjemmefra som 16-årig fra en gård i Sønderjylland, hvor han havde boet med sin adoptivfamilie. Og han var simpelthen løbet hen over markerne og bosat sig i København efterfølgende.
- Så der var så mange af de her unge mænds historier, som ramte mig så hårdt. Fordi jeg tænkte, Gud, er det mere særskilt at være mandlig adopteret end kvindelig adopteret? Det var jo ligesom den erfaring, jeg havde.
Cornelius Clausen i 'Stille liv' (© Øst for paradis)
Det her er ikke en historie, vi plejer at se i dansk film. Hvad betyder det for dig at få lov at fortælle den?
- Det er jeg jo virkelig glad for, at jeg får lov til. Fordi jeg synes, vi har levet lidt et stille liv og haft en skjult eksistens som minoritet. Jeg kunne godt tænke mig at skrive vores liv ind i danmarkshistorien.
- Det er en meget særlig form for... eller det er en meget særlig migrationsform af transnational adoption. Og Danmark er det største aftagerland per indbygger af adopterede. Så jeg tænkte også, at det var en del af historien, som skulle skrives nu.
- Også fordi vi nu er blevet ældre, og nu har vi fået en stemme, og nu har vi fået en uddannelse, så vi faktisk kan fortælle om, hvordan det egentlig var.
I hovedrollen i 'Stille liv' ses debutanten Cornelius Won Riedel-Clausen, der blev fundet på gaden i København. Overfor den unge skuespiller ses de garvede Bodil Jørgensen og Bjarne Henriksen, som instruktøren hele tiden havde haft i tankerne.
Hvordan faldt valget på, at det var Bodil Jørgensen og Bjarne Henriksen, der skulle spille Carls forældre?
- Jeg tror faktisk, at muligvis, at ubevidst, mens jeg skrev manuskriptet, så havde jeg dem lidt i tankerne. Der er noget over den der Karen-figur [Bodil Jørgensens karakter, red.] fra 'Idioterne', som jeg måske lidt ubevist har skrevet på. Der er noget ved den måde, hun spiller den rolle, der har sådan en naturalistisk spillestil, hvor den virker ægte og virkelig.
- Og der var også noget med Bjarne, efter vi så 'Ulven kommer', som også den der med, at jeg vil caste nogen, som virkelig godt kan lide hinanden. Fordi jeg mener jo, at man kan se det. Hvordan de slapper af i hinandens selskab.
- Og de har gået på filmskole sammen, back in the days. De var ligesom de der Odd ones out, fordi Bodil kom fra Vejen, og Bjarne kom fra Fyn et eller andet sted, hvor alle andre kom fra København. Og så tror jeg med Bjarne, at han har jo fysikken også til at være troværdig som landmand, og han ikke er bange for de der store dyr.
- Men så da vi skulle caste, så prøvede jeg jo sådan, fordi det var for oplagt at caste dem, fordi de passede så godt. Så vi prøvede at caste nogle andre først. Og så tænkte vi "ej", og gik med dem alligevel. Fordi de jo nok havde rumsteret i bevidstheden, da jeg skrev manuskriptet. Så det kunne jeg alligevel ikke rigtigt komme ud af, at der kom nogle andre til casting. Man tror bare så meget på, at de har været gift for evigt.
Cornelius Clausen og Bjarne Henriksen i 'Stille liv' (© Øst for paradis)
Carls forældre har i filmen svært ved, hvordan de skal støtte ham i sin søgen efter sig selv og sine rødder. Du er selv adopteret og har snakket med mange andre, der også er adopterede. Hvad kunne Carls forældre have gjort bedre?
- Man kan i hvert fald sige, at det der med at være bevidst om, hvordan man er i gang med at skabe en multikulturel familie. I 70'erne og 80'erne rådede de danske adoptionsbureauer adoptivforældrene til ikke at snakke om det oprindelsesland, den adopterede kom fra. Fordi det ville bare gøre dem ked af det.
- Sådan noget kunne man godt fra alle sider blive bedre til, så det ikke bliver noget, der er skamfuldt og noget, vi skal skjule. Og tænker, hvorfor taler vi egentligt ikke om det?
- I gamle dage var det heller ikke et krav, at adoptanterne rejste ned og hentede den adopterede, det lille barn. De kom bare. Og det gør jo, at der er ingen, der har nogen helst anelse om, hvad det er for et land. Hverken det lille barn eller forældrene.
- Så det at have været i det oprindelsesland, det ville også gøre noget. Og så tror jeg også, at det der med at sige, hvordan forholder vi os til racisme. Carl har en anden etnicitet, han er ikke etnisk dansk. Hvad gør vi i tilfælde af, at han møder folk, der kommer med nedladende bemærkninger? Hvordan åbner vi det rum op, så vi kan tale om det sammen? Og han ikke skal gå med det alene.
Sydkorea er jo en af de helt store spillere på den internationale filmscene. Og specielt her efter 'Parasite' snakker mange om sydkoreansk film, selvom de har lavet fantastiske film de sidste mange, mange år. Er du inspireret af Sydkoreas film? Og hvad tager du med fra deres filmtradition?
- Jeg er inspireret af Kim Ki-duk og Park Chan-wook og ham, der lavede 'Burning' [Lee Chang-dong, red.].
- Og det er jo noget med, at det virker lidt som om, at de ikke følger tre-akts-modellen. Enten er det som om, der er en fjerde ark eller som om, at der er noget, der er underfortalt.
- Og så bruger de det, at man kan klippe til en lille detalje. De tager billedsproget alvorligt også. Et landskab har også en betydning. Hvor man kan sige, at dansk film har måske nogle gange haft en replik lige der, hvor koreansk film kan de gå fra en sø, der er frosset til is til månen eller noget andet.
- Så der er helt sikkert en asiatisk poesi i min film. Og jeg prøver hele tiden at finde ud af, hvordan kan man skildre sådan en indre tilstand. Også ved at vise det ydre landskab eller markstubbe, der er skåret af, så det har sådan en hårdhed. Hvordan kan jeg bruge noget andet til at vise, hvordan han oplever verden lige nu. Så det der med, at man hele tiden flytter det ud i noget andet i modsætning til hele tiden at kigge på det relationelle.
Plakaterne til 'Stille liv' og 'Speak No Evil'
Lige til sidst bliver jeg nødt til at spørge - har du tænkt over, hvor meget plakaten til 'Stille liv' ligner den internationale plakat til 'Speak No Evil'?
- Nej, svarer Malene Choi og griner.
- Den har jeg aldrig nogensinde set. Ej, det er jo Christian.
Det var det første, jeg tænkte, da jeg så plakaten. At det var art house-versionen uden uhygge.
- Der må ligge noget arketypisk i den der bil.
- Jeg var jo runner med Christian Tafdrup på 'Dancer in the Dark'. Så der er en forbindelse der.