Instruktør bag ny superheltefilm: Sådan gjorde vi gyserelementerne familievenlige
DC Comics' superhelteunivers kan opleves i biografen netop nu, hvor teenageren Jaime Reyes bliver til Blue Beetle.
Actionfilmen følger teenageren, der ved et tilfælde kommer i besiddelse af en skarabæ. Den antikke genstand viser sig at være udstyret med avanceret bioteknologi.
Så da skarabæen vælger Jaime som sin nye vært, får han en mageløs rustning, der indeholder ekstraordinære og uforudsigelige kræfter.
Vi mødte filmens instruktør Angel Manuel Soto over Zoom til en snak om bl.a. den specifikke scene, hvor skarabæen sætter sig fast på Jamie.
Sekvensen kunne nemlig meget nemt være blevet uhyggelig, men instruktøren formår konsekvent at bibeholde den familievenlige stemning. Se hele interviewet nederst.
Soto peger på tilstedeværelsen af Jaimes forældre som hemmeligheden bag filmens balancegang:
- Det var en af de ting, som vi altid jokede med på settet. Vi ville lave "Cronenberg for børn". Og hvordan kan vi lave Cronenberg for børn? Vi tilføjer noget lethed.
- Jeg tror, den lethed eksisterer på grund af familien.
Læs også: Ny superheltefilm blander 80'er-gys med 'Goonies': "Vi ville spille på nostalgien"
- Det er meget usædvanligt at se en superhelt få sine kræfter foran hele sin familie. Og familien har sine egne personligheder, som kommer til udtryk i denne her scene.
- Familien hjælper til med at tilføje den lethed, så gyserelementerne er lettere at tage ind.
Superheltefilmen har fået flotte anmeldelser både herhjemme og i udlandet, hvor den bl.a. er blevet kaldt det "bedste fra DC siden Nolans Batman".