Instruktør fundet til Marvel-filmen Gambit

Opdatering på sagen
Billede
(© Marvel)

Opdatering: Doug Liman (Edge of Tomorrow) har fået jobbet at skulle instruere Gambit.

________________________________

For blot et par måneder siden herskede der tvivl om, hvorvidt Channing Tatum ville spille hovedrollen i den kommende X-Men-spin-off Gambit. Mens denne tvivl hurtigt blev gjort til skamme, er der nu opstået et nyt problem for tegneseriefilmatiseringen.

Instruktøren Rupert Wyatt har ifølge The Hollywood Reporter valgt at forlade produktionen med øjeblikkelig virkning.

Officielt kommer opsigelsen på baggrund af en regulær kalenderkonflikt med et andet filmprojekt, Wyatt skal stå i spidsen for.

Andre spekulerer i, at det er uenigheder mellem instruktøren og filmselskabet 20th Century Fox på manuskript- og budgetsiden, der har ført til bruddet mellem parterne.

Nu går jagten ind på at finde en erstatning. Tidsplanen for produktionen skal helst holdes, så sandsynligheden er, at Wyatts afløser snart kan offentliggøres.

Gambit får premiere den 6. oktober 2016.