Instruktør skulle skabe nyt filmsprog fra bunden i biografaktuelt drama

Idéen til filmen opstod ud fra hans egen opvækst på den lille ø Sandoy - i byen Skopun, der var præget af enorm isolation, og hvis ”claim to fame” engang var verdens største postkasse. 

- Idéen kom fra, at jeg har jo selv arbejdet på en sådan [fiskefabrik, red.] i tre år… og det handlede også meget om den rørende søskende-fortælling, siger Sakarias til kino.dk og fortsætter.

- Og samtidig er det selvfølgelig også fordi, at miljøet ikke er blevet så godt belyst i film og i moderne medier… det findes ikke i den moderne fortælling. Det er et miljø, som er på vej til at forsvinde, og man mærker det, når det sker der, for pludselig har du ingenting at gøre. Det er et produkt af den tid, hvor der er et pres på alle, at de skal blive et eller andet. 

Trods det simple liv på Færøerne fremhæver instruktøren sin kærlighed for landet, der stadig er hans bopæl i dag efter mange år rundt omkring i Europa som filmskaber. I sine unge dage stod han i samme situation som de mange unge mennesker i filmen. Skal man blive eller rejse ud og opleve verdenen?

- Selvfølgelig havde jeg en udlængsel på et eller andet tidspunkt. Men jeg kunne godt mærke den modstand i, at man bare ønskede at leve sit liv. 

- Der var næsten kun én [fiskefabrik, red.], som også blev lukket og så startede op igen. Så jeg så, hvad det gjorde ved samfundet, når steder lukker… man glemmer ofte, hvad det gør ved eksistensen hos folk. Både den økonomiske eksistens, men også det helt eksistentialistiske i det. 

Forbudt at være glad for det, man har

I filmen møder man flere unge mennesker, der forlader øen for at finde lykken ude i verdenen, men Kári er knyttet til sin hjemby og holder fast i de få muligheder, han har for et normalt liv på øen. Ligesom Sakaris selv pointerer, så er det de færreste unge, der glædeligt fortæller om deres kærlighed til livet i provinsen. 

- Efter jeg havde studeret, så flyttede jeg faktisk hjem igen, og nu har vi pludselig mange uddannelser, så du kan bare blive hjemme. Så omstændighederne gør det mindre nødvendigt, men alligevel vælger de fleste at gøre det. Det er jo sådan en ting, som sker i et hvert miljø. Jeg tror også, det sker mere og mere. Det er næsten som forbudt at være glad for det, man har. Det synes jeg, er meget sjovt.

- Der er virkelig mange, som rejser væk fra Færøerne for at studere. Selvom de fleste nok gør det for at få de uddannelser af praktiske grunde, så er der mange, som har den længsel for at opleve en større verden. Det er ikke så tit, at de andre får fortalt sin historie. 

- Meget af det, som man ser fra Færøerne inden for mange forskellige kunstarter, handler ofte om den her udlængsel, som alle på et eller andet tidspunkt føler. Men med den her så vil jeg gerne prøve at omvende det.

Skulle skabe et filmsprog fra bunden

Søskendeparret bliver spillet af Sámal Hansen og Bjørg Egholm, hvor sidstnævnte aldrig havde prøvet at stå foran et kamera før optagelserne på filmen. Og Sakaris fremhæver deres enorme talent, trods den manglende erfaring, som man ofte oplever i et land som Færøerne med så smalt et filmmiljø.

- Det var det bedste, jeg nogensinde har oplevet, fortæller Sakaris og fortsætter.

- Det var fantastisk at arbejde med alle skuespillerne, men vi arbejder også meget intenst og meget længe, fordi mange af dem havde meget begrænsede erfaringer. De har arbejdet på at fremdyrke deres talent. Det er virkelig en givende ting at se den udvikling gennem en produktion - det er virkelig fedt.

Med de mange dygtige, nye ansigter, så viser Sakaris også, at han er med til at bane vejen for en ny filmtradition på Færøerne, som aldrig har været der. 

I Danmark tager vi for givet dét filmsprog og de genrer, som er blevet skabt over 130 år med mediet, der har medbragt filmbølger såsom lystspillene i 50 og 60’erne og dogme-filmene fra 90’erne. 

- Man kan ikke helt forestille sig et Danmark uden film. Det var også det, som fik mig tilbage (red. til Færøerne), pointerer Sakaris.

- Den tradition, som I har i Danmark - den har vi langt fra etableret. Så det er også den læringsproces, og den opbygning af et ærbart miljø, hvor man får kompetencer og know-how fra andre steder, som kan hjælpe til at bygge erfaringer.

Den måde vi taler på i dansk film er en selvfølge, men Sakaris har selv skulle smelte sit modersmål ind i en filmisk kontekst.

- Det er noget, man ikke tænker på. Sproget er ikke etableret på film, så det er utroligt mærkeligt at skrive replikker. Hvordan taler man på færøsk film?

- Det er ligesom, at der skabes et miljø, og man sidder ligesom aldrig med følelsen af, at man kun skaber en film. Man skaber nogle kompetencer, der kan gå videre. Det tænker man nok ikke over i andre lande.

Dansk coproduktion

Ligesom hans film ‘Dreams by the Sea’ fra 2017 blev ‘Det sidste paradis på jord’ produceret i samarbejde med det danskbaserede produktionsselskab Adomeit Film og samarbejder på tværs af flere lande og kulturer. Det er ikke kun nødvendigt for at lave en film i et land uden en etableret filmkultur, men hjælper med at udfolde de smalle fortællinger til et større publikum.

- Jeg tror, vi var fra seks forskellige lande på produktionen. Jeg kan meget godt lide den diversitet, der er på en produktion. Jeg synes også, det er meget spændende, hvordan folk fra andre kulturer ser på ting og på film. Selv om det bare er Sverige eller Tyskland, så er det stadigvæk anderledes og meget givende.

- Jeg ønskede at komme tilbage og lave færøske fortællinger på film og give plads til det færøske sprog på film og den færøske kultur. Fordi det mangler der, og det er jo meget vigtigt, at et land kan vise sin verden til andre.

'Det sidste paradis på jord' kan ses i biografen nu.