Interview: Ved verdens ende

Instruktøren Tomas Villum Jensen tog Nikolaj Lie Kaas og Nikolaj Coster-Waldau med i bagagen, da han rejste jorden rundt for at instruere den første dansk-australske co-produktion nogensinde, Ved verdens ende.

Nikolaj Lie Kaas spiller en dansk kriminalpsykiater, Adrian, der rejser til Indonesien med sin kollega (Birgitte Hjort Sørensen) for at mentalundersøge en dødsdømt og tilsyneladende udødelig dansker, Severin, spillet af Nikolaj Coster-Waldau.

Tomas, hvad har inspireret dig i forhold til temaet ’jagten på evigt liv’?

Tomas Villum Jensen (V): ”Det er bare et super fedt tema, og jo mere jeg har beskæftiget mig med denne her film, jo mere har jeg lagt mærke til, hvor meget der er om det i aviserne i øjeblikket. Jeg synes, at det er helt overdrevet, hvordan folk skal holde sig i form, at rygning er farligt, og at man skal spise økologisk.”

Nikolaj Coster-Waldau (CW): ”Filmen handler selvfølgelig om mange ting, men jeg kan huske, da jeg læste manuskriptet, at jeg tænkte, at det var en meget enkel historie, der er fortalt på den der Anders Thomas-måde. Altså, at det er en mand, Adrian, der tydeligvis ikke har besluttet sig for at leve endnu – og det er først igennem mødet med dette her menneske, Severin, at han begynder at forstå, at for at kunne leve må man handle.”

Nikolaj Lie Kaas (K): ”Når man ser Bruce Almighty, handler den også om at leve i nuet – og så tager den udgangspunkt i det, som vi i virkeligheden ønsker alle sammen: at vi kan bestemme over alt. Dét sat ind i denne komedieform, hvor man sagtens kan se argumentet, men hvor det samtidig er sat ud på en spids for at pointere, at det ikke er vejen frem.”

CW: ”Adrian følger alle andres regler, hans forældre, hans boss, og så møder han denne mand, Severin, som kun følger hans egen lille verden, hvor det er den, der er sandheden. Han er ingen empati med andre mennesker ud over den…

V: ”Nej, det kan man ikke just sige…”

Hvorfor har du, Tomas, og Anders Thomas valgt at tegne rollerne så karikeret op?

K: ”… Og med nogen som klæder sig så ens i privatlivet?” siger Kaas ironisk og kigger frem og tilbage på ham selv og Coster-Waldau. Både Kaas og Coster-Waldau er tilfældigvis havnet i det samme klædeskab denne sommervarme eftermiddag og valgt samme army-farvede shorts og marineblå T-shirt.

V: ”Nåh ja, I to kører sgu da noget meget ens i blå T-shirt,” kommenterer Villum, men drejer hurtigt ind på spørgsmålet igen.

V: ”Jeg tror ikke, at jeg kan lade være. Jeg synes, at det er sjovt, og det tror jeg også, at Anders Thomas synes, det er, når han skriver. Og netop som Nikolaj også var inde på, så er det sjovere at sætte tingene på spidsen. Og det er jo altid sjovere at skildre to kontraster i den grad, som de er i filmen, end to personer der minder om hinanden.

K: ”Man kan jo sige, at det er meget kendetegnende for Anders Thomas – at dramatik kommer ud af konflikt og at gøre tingene så svært som muligt for karaktererne. Fx hvis en mand bliver lam, så gør ham til bjergbestiger.”

Hvilke udfordringer havde I under indspilningerne?

V: ”Nikolaj (Lie Kaas) og Birgitte (Hjorth Sørensen) går på et tidspunkt gennem en rismark, fordi vi havde fået at vide, der både kunne være slanger og små orme, som går ind i huden. Så vi havde selvfølgelig nogle indonesere, som pløjede rismarken igennem først,” siger Villum og kigger på Kaas.

V: ”…og derefter fik Nikolaj og Birgitte nogle plasticposer og gaffa tape rundt om benene inde i deres støvler.”

K: ”Vi blev lamineret, næsten,” siger Kaas med en ironisk mine.

”Først havde jeg cellofan hele vejen her til (Kaas hæver hånden og peger på overkroppen) og så fik vi plasticposer på og så sokker og sko på.”

V: ”Ja, det var en udfordring, men overordnet set var der to-tre ting. For det første, så skulle vi lære, hvordan de arbejder, altså de arbejder jo grotesk mange timer i døgnet. Men den største forskel var næsten sproget,” siger Villum og forklarer, at de arbejdede sammen med mennesker fra fire forskellige lande (Australien, Indonesien, Singapore og Danmark). ”Jeg synes, at det var enormt spændende at lave en film, hvor 15-20 procent af dialogen foregår på engelsk.”

Hvad oplevede I af kulturforskelle?

V: ”Der var religionen til forskel. Der var jo muslimer på holdet, der skulle bede fem gange om dagen, så det måtte vi jo også tage hensyn til. Og vi måtte også tage hensyn til, at man fem gange om dagen kunne høre moskeerne. Kan I huske det?” siger Villum og kigger på Kaas og Coster-Waldau.

CW: ”Ja, ja…” smiler Coster-Waldau.

V: ”…så dér kunne vi jo ikke lave lyd. Det var også nyt, det har jeg i hvert fald ikke oplevet i Danmark.”

CW: ”Nej, her har vi bare kirkeklokker.”

Hvordan har det været at indspille film, væk fra de faste danske rammer?

V: ”For mig har det været super fedt at opdage, hvor mange muligheder, der følger med antallet af medarbejdere. Når vi laver film i Danmark, så er vi måske 30-35 mennesker på et hold. I Australien var vi 80 på holdet, som var dygtige filmarbejdere, og i Indonesien var vi omkring 100, som dog var mindre dygtige,” siger Villum og forklarer, at oplevelserne de to steder har været vidt forskellige.

”I Australien har de alt til rådighed, det er et slags mini USA. De har kæmpe studier med alt gear, og filmfolkene er vant til at lave amerikanske spillefilm. Mange af de folk, vi har med i vores film, kom jo fra Star Wars, fra Superman, fra Australia…”

CW: ”og Matrix”.

V: ”Ja, vores stuntkoordinator var dengang stand in for Keanu Reeves, så de var pisse dygtige… men i Indonesien har de ingenting, så dér kæmper de med det, de har, og det gør de så. Men vi fik da lavet det, vi skulle,” siger Villum og smiler.

Alligevel har indspilningerne i Indonesien ikke været helt problemfrie.

V: ”Indonesien kunne godt være problematisk, og jeg tabte også tråden nogle gange, for man spørger om noget, og så siger de ’yes yes, I understand’, men så kommer de tilbage med en… en spegepølsemad,” slynger Villum ud som eksempel på, at han kunne spørge i vest og få svaret i øst.

Det er svært at bryde ind med næste spørgsmål, for ivrigt fortæller han videre og det stråler ud af ham, at filmoptagelserne i udlandet har gjort stort indtryk på ham.

V: ”I Australien var folk veldisciplinerede. De mødte op om morgenen, velforberedte, og alle kom med deres små videooptag, hvor de havde lavet små test på, hvad de skulle lave i løbet af dagen. Det var dybt imponerende.”

Hvordan var det så i Indonesien?

V: ”Indonesien, stik modsat. Jo, der var én mand, der var ekstrem forberedt hver dag, det var vores vejrmand,” siger Villum og griner. Han kigger indforstået over på Coster-Waldau, der griner med.

CW: ”Han sørgede for at holde regnen væk, hvis det blev for slemt.”

V: ”I Danmark er jeg ikke vant til, at der står en mand og beder til, at vejret bliver godt,” siger Villum og forklarer, at de hver morgen skulle stå i en rundkreds med foldede hænder og bede om, at vejret skulle holde tæt.

Hvordan har det været for jer som skuespillere i Australien?

CW: ”Det har været enormt sjovt at lave, jeg havde i hvert fald aldrig været i Australien før. Det er jo ikke nødvendigvis, fordi de er bedre end danske filmfolk, men man kan bare mærke, at de har lavet så meget af det. Der er for eksempel en ret kompliceret sekvens i slutningen af filmen, hvor vi skal hænge ud af en helikopter, og den er meget svær at lave. Men vores stuntmen klarede det bare meget enkelt.”

V: ”Lige præcis den film, vi har lavet her, er jo en lidt udansk film i og med, at der dør så mange, der bliver skudt så meget, der er eksplosioner – men det er jo ret almindeligt for amerikanske film, der vil vi jo være i småtingsafdelingen,” siger Villum og indrømmer, at han altid bevidst har lavet film, der har kigget mere mod USA end mod Danmark.

V: ”Jeg synes, at det var enormt spændende at lave en film, som netop havde en storhed, vi ikke oplever så tit i danske film, og som jeg ikke har lavet før.

Nikolaj Lie Kaas og Tomas Villum Jensen har været venner gennem mange år, og det er første gang, at Nikolaj Coster-Waldau arbejder sammen med de to. Men hvordan var det for Nikolaj og Nikolaj at spille sammen for første gang?

CW: ”Det var som at komme hjem igen,” siger Coster-Waldau i et ironisk, roligt og gammeldags tonefald, mens han skænker kaffe og læner sig afslappet tilbage med et skævt smil. Kaas og Villum griner med, og sammen begynder de at diskutere, om det virkelig er første gang, de to hovedpersoner spiller sammen. Efter et par minutter bliver de mærkværdigt nok enige om, at de engang har medvirket i en reklame for klamydia, men de har ikke spillet sammen på det store lærred før.

CW: ”Det er jo aldrig til at vide, hvordan det går, når man ikke har spillet sammen før – vi var jo alle sammen væk hjemmefra, og det havde været rigtig ærgerligt, hvis det havde været nogle mennesker, hvor man ikke havde samme humor. Men jeg følte mig meget heldig, det svingede enormt godt.”

K: ”Jeg havde det ikke på samme måde… jeg følte at, at han var meget elitær, krukket, vanskelig og meget tung at danse med. Skæv humor, eller jeg vil ikke sige nogen humor. (efter en pause) Ej, jeg synes det var en fornøjelse, og jeg kendte ikke Nikolaj særlig godt… vi har lært hinanden at kende, og det betyder meget. Jeg har fået en ny ven!”

V: ”Det har jeg også.”

CW: ”Og det har jeg også…”

Skrevet af Lea Katrine Dam