Jane Fonda om muligheden for ny Book Club-film: "Måske tager vi til Danmark?"

Hollywood-legenden er aktuel i biografen
Book Club 2
(© Book Club 2 / kino.dk)

Historien om fire modne veninders bogklub blev et overraskende biografhit i 2018. Nu er Hollywood-stjernerne Jane Fonda, Diane Keaton, Mary Steenburgen og Candice Bergen tilbage som Vivian, Diane, Carol og Sharon i efterfølgeren Book Club - Turen går til Italien.

Skæbnen vil det denne gang sådan, at tiden er perfekt for hver af kvinderne til en eventyrlig (og skandaløs) rejse sammen, hvorfor bogklubben snart er samlet i Italien.

Vi mødte tre af filmens fire hovedroller og manuskriptforfatter Erin Simms samt instruktør og manuskriptforfatter Bill Holderman til et interview over Zoom (før SAG-AFTRA-strejken), hvor hele holdet gjorde det klart, at de igen havde haft en fest under optagelserne.

Der var derfor heller ikke andet end livlige idéer, da spørgsmålet lød på, hvor bogklubben kunne tage hen i en potentiel 'Book Club 3'. Se hele interviewet nederst.

Candice Bergen foreslog en noget anderledes rejse for de fire kvinder til en mulig næste film:

- Vi ville starte i en kæmpestor trailer på vej til Burning Man. Så ville vi være omringet af støv og marihuanarøg. Der ville falde svampe ned fra himlen. Der ville være bål.

- Så ville vi gå i panik, og vi ville løbe tilbage til traileren og tage hjem igen.

Mary Steenburgen havde dog en kommentar til slutningen.

- Jeg ville ikke være panisk overhovedet.

Da vi tidligere i interviewet havde fortalt, at vi kom fra et dansk medie, fik skuespillerne hurtigt peget ud, at de kendte til Danmark som verdens lykkeligste land

Jane Fonda brugte denne detalje i sit svar på, hvordan en 'Book Club 3' kunne se ud:

- Måske kommer vi til Danmark, afsluttede Hollywood-legenden.

Foruden de store skuespillere i hovedrollerne, kan man også opleve øvrige erfarne kræfter i form af Andy Garcia (Ocean's Eleven), Don Johnson (Knives Out - Var det mord?) og Craig T. Nelson (Poltergeist) på det store lærred.

'Book Club - Turen går til Italien' kan ses i biografen nu. 

Anbefalet til dig